Frankrig forbyder bøn på gaden

Frankrig forbyder nu religiøs bøn på gader, stræder og fortove, hvilket rammer tusindvis af troende muslimer, der savner plads i de ofte overfyldte moskéer i Paris.

Forbuddet mod gadebøn har været en mærkesag for den yderliggående højreleder Marine Le Pen.

Hun hævder, at gadebøn-fænomenet er beviset på, at Frankrig er ved at blive løbet over ende i en islamisk invasion.

Den franske regering har givet efter for kravet, men har som plaster på såret tilbudt muslimerne midlertidige bygninger, blandt andet en nedlagt brandstation, som provisoriske moskéer, inden der kommer en mere permanent løsning.

Indenrigsminister Claude Guenan truer med at indsætte politiet, hvis nogen trodser forbuddet og ruller sin bønnemåtte ud på gaden, hvilket ofte finder sted på vejen Rue Mryha i den franske hovedstad.

Kritiske røster hævder, at regeringen har indført forbuddet i et forsøg på at høste stemmer fra den yderste højrefløj inden præsidentvalget, der finder sted om syv måneder.

Der bor omkring fem millioner muslimer i Frankrig, og selvom kun en tiendedel praktiserer deres religion aktivt, har manglen på moskeer tvunget mange til at rulle bønnemåtterne ud på gader og fortove.

I det sekulære Frankrig, hvor kirke og stat er stærkt adskilt, bliver udfoldelse af religion i det offentlige rum generelt set ned på, skriver nyhedsbureauet Reuters.

/ritzau/Reuters

Det er slut med at rulle bønnemåtterne ud i Paris' gader. Forbuddet kaldes et forsøg på at fiske stemmer.

Offentliggjort Sidst opdateret