Frankrig inviterer Rusland uden Putin til 80-årsdagen for D-dagen
I et kystområde på Normandiets kyst er der opstillet 1475 figurer, der forestiller soldater. Det er sket op til 80-årsdagen for D-dagen. Figurerne er opstillet i landsbyen Ver-sur-Mer, som ligger ved den strand, der under invasionen havde kodenavnet Gold Beach. Her gik britiske soldater i land. Foto: Damien Meyer/Ritzau Scanpix
Invitationer til verdensledere om at komme til Frankrig og markere årsdagen for D-dagen er på vej - også til Moskva. Men Vladimir Putin er ikke velkommen.
Ritzau RitzauFrank Jørgensen, Ritzau/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
For 10 år siden sad Ruslands præsident, Vladimir Putin, sammen med andre verdensledere på en strand i Normandiet og var med til at markere, at det dengang var 70 år siden, at de allierede gik i land på D-dagen.
Putin sad med sine solbriller som værn mod den nordfranske sol få meter fra dronning Margrethe og fulgte højtideligheden.
Han var inviteret, selv om han kort før 70-årsdagen havde sendt sine soldater til Krim og havde annekteret halvøen fra Ukraine.
Sådan går det ikke den 6. juni i år, når 80-året for D-dagen skal markeres i Normandiet.
Libération Mission, organisationskomitéen bag arrangementet, siger ifølge det franske nyhedsbureau AFP, at ja, der sendes også en invitation til den russiske hovedstad, Moskva, om at deltage i højtideligheden.
Annonce
Men invitationen er ikke stilet til præsident Vladimir Putin.
- I lyset af omstændighederne inviteres præsident Putin ikke til at deltage i mindehøjtidelighederne for landgangen i Normandiet, siger Liberation Mission.
Organisationen henviser til Ruslands "aggressionskrig" i Ukraine.
Rusland invaderede Ukraine den 24. februar 2022.
- Men Rusland inviteres for at ære vigtigheden af Sovjetunionens kamp og det sovjetiske folks ofre.
Det er ikke klart, hvem invitationen så er stilet til i Moskva.
I 2014 sagde Frankrigs daværende præsident, François Hollande, ifølge Politico om Putins deltagelse:
- Vi kan være uenige med Vladimir Putin. Men jeg har aldrig glemt og vil aldrig glemme, at det russiske folk gav millioner af liv.
Omkring 27 millioner mennesker i Sovjetunionen døde under krigen. 8,7 millioner var soldater.
Vladimir Putin var med til mindeceremonien for D-dagen i 2014, da det var 70-årsdagen. Her er han i samtale med Tysklands daværende forbundskansler, Angela Merkel. (Arkivfoto.). Foto: Alain Jocard/Ritzau Scanpix
Sovjetiske soldater var ikke med i landgangen, hvor de vestlige allierede åbnede en ny front mod Nazityskland.
Annonce
Det var 156.000 amerikanske, britiske og canadiske soldater, som gik i land på en strækning på omkring 120 kilometer af den franske nordkyst.
Imens kæmpede Sovjetunionen på østfronten og var sammen med de allierede med til at nedkæmpe Tyskland, der faldt i maj 1945.
Der har foreløbig ikke været nogen reaktion fra Rusland på invitationen uden Putin.
Marija Zakharova, talskvinde for Ruslands udenrigsministerium, sagde onsdag ifølge det russiske nyhedsbureau Tass, at Rusland endnu ikke har modtaget en invitation.
- Jeg har set alle disse rapporter. Sent i aftes kontaktede vi vores ambassadør i Frankrig, Aleksej Mesjkov, om rapporterne i franske medier. Indtil nu har vi ikke modtaget en bekræftelse via diplomatiske kanaler.
I 2019 blev 75-årsdagen for landgangen markeret, og dengang var Putin i øvrigt heller ikke inviteret til ceremonierne.
Ved 70-årsdagen for D-dagen i 2014 var også dronning Margrethe i Normandiet. Her ses hun i blå kjole. Nummer fem til højre for hende er Putin. Til venstre for hende sidder François Hollande, Frankrigs daværende præsident, og dronning Elizabeth, briternes nu afdøde monark.
Deltagerlisten til 80-års højtideligheden er endnu ikke offentliggjort. (Arkivfoto.). Foto: Pool/Reuters
Det franske præsidentkontor sagde da ifølge The Guardian, at Putin kun blev inviteret til de store ceremonier, der holdes med 10 års mellemrum.
Dengang sagde Putin ifølge Politico:
- Hvorfor skulle de hele tiden invitere mig alle steder hen? Hvad er jeg? En operette-general? Jeg har nok at gøre her. Det er absolut ikke noget problem.
Den officielle deltagerliste til den kommende mindehøjtidelighed i Normandiet kendes ikke endnu. Men ifølge AFP ventes USA's præsident, Joe Biden, at komme.
Annonce
/ritzau/
D-dagen
* 6. juni 1944 begyndte Operation Overlord, som var kodenavnet for de allieredes landgang i Normandiet.
* D-dag er den historiske betegnelse for, at de allierede styrker gik i land i Normandiet for at nedkæmpe Nazityskland. Det var 156.000 soldater fra USA, Storbritannien og Canada. Det åbnede en ny front mod tyskerne fra vest, mens Sovjetunionen bekæmpede tyskerne fra øst.
* Det vurderes, at 10.000 allierede soldater blev dræbt, såret eller forsvandt på dagen. Mellem 4000 og 9000 tyske soldater, der forsvarede sig fra kysten, blev dræbt.
* I august 1944 var hele det nordlige Frankrig befriet. 11 måneder efter begyndelsen af Operation Overlord sluttede krigen i Europa.
* "D-day" kommer fra USA's militær og betegner dagen, hvor en operation skal finde sted.
* Samme metode anvendes om klokkeslæt. Det hedder "H-hour".
Kilde: d-dag.dk, history.com.
/ritzau/
Amerikanske soldater på vej mod Omaha Beach på D-dagen den 6. juni 1944. Landgangen regnes for den største i verdenshistorien. 156.000 allierede soldater gik i land på dagen. Omkring 10.000 af dem blev dræbt, såret eller meldt savnet. Mellem 4000 og 9000 tyske soldater blev dræbt. (Arkivfoto.). Foto: -/Ritzau Scanpix
Seneste artikler
Poolsommerhusejere sendt til tælling: Nu vil formand se fremad
Niels ovenpå bronzemedaljerne: - Det bliver svært
NFH vinder første bronze-medaljer: - Bundsolid defensiv præstation
NFH overløber Ikast og snupper DM-bronze
Filmede venner og bekendte: Nu sælges huset, hvor optagelserne blev lavet
Mest læste artikler
Kæde åbner største butik i Danmark i Guldborgsundcentret
Hændelse på stor byggeplads: Person kørt på hospitalet
Bo-Hus indgår stort lokalt partnerskab
Indsætter togbusser grundet akut sporarbejde
Kunde angreb ansatte i supermarked