Frankrig og UK indkalder til krigsråd

Deltagere i den internationale koalition mod Libyen, lande i regionen og andre vil på tirsdag samles til et stort internationalt møde i London.

Det bekræfter Storbritanniens udenrigsminister, William Hague, efter at hans franske kollega, Alain Juppe, tidligere onsdag løftede sløret for de fransk-britiske planer om et egentligt krigsråd.

- En bred og omfattende skare af lande vil blive inviteret, især fra regionen. Det er afgørende, at det internationale samfund fortsætter med at en fælles og koordineret indsats som svar på krisen, siger William Hague i en pressemeddelelse.

Det er planen, at mødet skal danne "en kontaktgruppe af nationer", som skal fortsætte arbejdet med at koordinere indsatsen i Libyen.

- Vi vil overveje de humanitære behov for det libyske folk og klarlægge veje mod at støtte Libyens befolkning i deres stræben efter en bedre fremtid, uddyber William Hague.

Frankrigs udenrigsminister, Alain Juppe, fortalte tidligere onsdag i det franske parlament, at mødet vil få deltagelse af alle lande i den internationale koalition foruden Den Arabiske Liga, Den Afrikanske Union og andre interesserede europæiske lande.

Juppe sagde også ifølge nyhedsbureauet AFP, at det var vigtigt "at gøre det klart, at det politiske lederskab ikke ligger hos Nato, men i kontaktgruppen".

Udmeldingen om næste uges krigsråd kommer samtidig med, at Natolandenes ambassadører endnu engang er samlet i Bruxelles for at forsøge at nå til enighed om Natos rolle i den militære indsats i Libyen.

Mødet i London vil foregå på udenrigsministerniveau, og det ventes at udenrigsminister Lene Espersen (K) vil repræsentere Danmark.

/ritzau/

Stormøde i London næste uge skal skabe klarhed over situationen i Libyen og fastlægge vejen frem.

Offentliggjort Sidst opdateret