Frankrig og USA vil sikre endeligt nederlag til IS
Fransk og amerikansk forsvarsminister enes om "konkrete tiltag", der skal rette sig mod Islamisk Stat.
Forsvarsministrene fra Frankrig og USA nåede søndag til enighed om nye "konkrete tiltag mod Islamisk Stat", siger det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, i en erklæring.
USA's forsvarsminister, Ashton Carter, og hans franske kollega, Jean-Yves le Drian, drøftede over telefonen forskellige skridt efter fredagens angreb i Paris, hvor mindst 129 blev dræbt.
- Carter understregede, at USA er fast besluttet på at støtte Frankrig og medvirke til, at Islamisk Stat bliver tilføjet et endeligt nederlag, siger Pentagons pressesekretær, Peter Cook, til Reuters.
- De er enige om yderligere konkrete tiltag, og det amerikanske og det franske militær vil tage skridt til at intensivere deres tætte samarbejde i en vedvarende kampagne mod Islamisk Stat, siger Cook.
Angrebene i Paris sker på et tidspunkt, hvor Islamisk Stat har lidt adskillige tilbageslag i Irak og Syrien.
De irakiske kurderes præsident, Massoud Barzani, erklærede fredag sejr over Islamisk Stat i den vigtige by Sinjar, hvor kurdiske peshmerga-soldater tidligere på dagen var gået til angreb på jihadisterne i byen.
- Befrielsen af Sinjar vil betyde meget for befrielsen af Mosul, sagde præsidenten med henvisning til millionbyen i Nordirak, som blev erobret af Islamisk Stat sidste sommer.
Angrebet kom, efter at de kurdiske peshmergasoldater havde afskåret Sinjar torsdag. Fredag formiddag kunne Reuters rapportere, at peshmergaer til fods var ved at trænge ind i byen fra nord.
- Isil (et andet navn for IS, red.) er nedkæmpet og på flugt, hed det fra det kurdiske sikkerhedsråd.
Det anslås ifølge nyhedsbureauet AFP, at IS havde mellem 300 og 400 militsfolk stationeret i Sinjar.
IS jagede sidste år tusindvis af yazidier - et etnisk mindretal det nordlige Irak - ud af byen under trusler om, at de ville blive slået ihjel. Amerikanske eksperter har for få dage siden sagt, at Islamist Stat begik krigsforbrydelser mod mindretallet.
IS indtog i 2014 Mosul og har gjort den tidligere millionby til de radikale islamisters højborg i det nordlige Irak.
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker