Frankrigs udenrigsministerium har søndag bedt den syriske ambassadør i Paris stå skoleret i det franske udenrigsministerium og svare på spørgsmål om de ødelæggelser, der er forøvet mod den franske ambassade og et konsulat i Syrien.
Syriske demonstranter begik hærværk mod den franske ambassade lørdag, efter at Frankrigs ambassadør havde besøgt den nordligt beliggende by Hama, der lige nu er højborg for oprøret mod præsident Bashar al-Assads regime.
Frankrigs udenrigsminister Allain Juppes kabinetschef indkaldte søndag aften Syriens ambassadør til udenrigsministeriet på Quai d'Orsai for at overlevere en skarp protest over overgreb på symboler på Republikken Frankrig, oplyser ministertalsmand Bernard Valero i en erklæring.
Demonstranterne, der samledes ved den franske ambassade i Damaskus og ved konsulatet i Aleppo, afbrændte ifølge erklæringen det franske flag, smed kasteskyts ind på ambassadeområdet, ødelagde køretøjer og forøvede generelt store ødelæggelser.
- Det hele skete, uden at de syriske sikkerhedsstyrker eller politiet rykkede ud for at standse disse uhørte handlinger, skriver Valero og tilføjer, at episoden er en grov overtrædelse af de diplomatiske forpligtelser Republikken Syrien har ifølge Wienerkonventionen.
- Vi holder de syriske myndigheder ansvarlige for vores medarbejdere og vores missioners sikkerhed, sagde talsmanden.
Demonstrationerne opstod, efter at både Frankrigs og USA's ambassadører havde besøgt byen Hama. En større gruppe demonstranter har også angrebet og belejret den amerikanske ambassade, uden at de syriske myndigheder greb ind.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker