Frankrig slår alarm over kobling mellem kræft og implantater
Lymfekræften dannes i arret rundt om implantatet og fører til smerter og opsvulmede bryster. På billedet ses et silikoneimplantat. Foto: Yuriko Nakao/Reuters
Yuriko Nakao/Reuters
En fransk undersøgelse har påvist en sammenhæng mellem en bestemt type brystimplantater og lymfekræft.
Sundhedsmyndighederne i Frankrig vil granske en populær type brystimplantater, efter at de er blevet kædet sammen med en sjælden kræftform.
Det skriver avisen The Guardian og nyhedsbureauet AP.
Siden 2011 har Det Nationale Agentur for Medicin og Sundhedsprodukter (ANSM) i Frankrig overvåget lymfekræft hos kvinder, der har fået indopereret brystimplantater.
Helt præcist er der tale om typen anaplastisk storcellet lymfom (ALCL). Lymfekræften dannes i arret rundt om implantatet og fører til smerter og opsvulmede bryster.
Forskningen har påvist 53 tilfælde af sygdommen med en "overrepræsentation" blandt kvinder med teksturerede implantater.
Op mod 85 procent af kvinderne i Frankrig, der har implantater, har netop denne type. De minimerer dannelse af arvæv omkring selve implantatet.
I starten af februar vil agenturet tage stilling til, om det skal udstede et forbud mod brug af denne type implantater.
- Indtil da opfordrer ANSM fagfolk til at benytte glatte implantater i stedet, oplyser agenturet i en meddelelse.
Glatte implantater består af ren silikone.
Kvinder, der får fjernet implantaterne og arrene, kan komme sig helt. Men forbliver det ubehandlet, kan sygdommen sprede sig til resten af kroppen og i sidste ende koste kvinden livet. Det skriver The Guardian.
Oplysninger, som avisen er i besiddelse af, viser, at mindst 615 kvinder verden over har udviklet lymfekræft som følge af brystimplantaterne. Heraf er 16 kvinder døde.
I Storbritannien har 45 personer udviklet lymfekræft i deres implantater. En person er død som følge heraf. Myndighederne i landet vurderer, at risikoen for at udvikle ALCL i implantaterne er én ud af 24.000.
Sammenhængen mellem lymfekræft og brystimplantater blev første gang påvist i 1997.
I 2011 udsendte den amerikanske lægemiddelstyrelse (FDA) en advarsel om en mulig sammenhæng mellem silikoneimplantater i brystet og risikoen for at udvikle lymfekræft af typen ALCL.
To år senere undersøgte danske forskere forekomsten af ALCL hos 20.000 danske kvinder med brystimplantater. Undersøgelsen viste ingen sammenhæng.
Blandt de 20.000 kvinde udviklede 31 lymfekræft. Ingen af tilfældene var dog ALCL.
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker