Frankrig styrker afrikansk indsats for at bekæmpe jihadister
Der sendes yderligere 600 franske soldater til Sahel-regionen, hvor der også er danske soldater udstationeret.
Frankrig vil sende yderligere 600 soldater til den afrikanske Sahel-region.
Det siger den franske forsvarsminister, Florence Parly, i en udtalelse søndag.
De ekstra soldater vil i slutningen af februar tilslutte sig de omkring 4500 franske soldater, der allerede er udstationeret i området, siger ministeren.
Her skal de være med til at bekæmpe voldelige jihadistiske grupper.
Sahel-regionen beskriver et langt bælte, der strækker sig tværs over Afrika fra Atlanterhavet i vest til Det Røde Hav mod øst. Det ligger mellem Sahara i nord og savanneområder og Sudan mod syd.
Den franske indsats dækker over Mali og fire andre lande.
Forsvarsministeriets melding søndag kommer, efter at Frankrig i november sidste år oplevede sit største militære tab i årtier. 13 franske soldater omkom, da to helikoptere stødte sammen i Mali.
Trods ulykken ønsker Frankrig dog at understrege, at man stadig er dedikeret til indsatsen i de tidligere franske kolonier. I januar meddelte Frankrig også, at over 200 ekstra soldater ville blive sendt til regionen.
Tusindvis af civile og soldater er blevet dræbt under voldelige konflikter i Sahel-regionen, hvor volden begyndte i Mali i 2012. Den spredte sig efterfølgende til nabolandene Burkina Faso og Niger.
Der befinder sig også danske soldater i Sahel-regionen. Danmark har bidraget til FN-missionen ved navn Minusma siden 2014.
Siden midten af december sidste år har Forsvaret været indsat i den franske operation Barkhane med et transporthelikopterbidrag og omkring 70 mand.
Bidraget er udsendt i omkring et år - det vil sige frem til slutningen af 2020.
Seneste artikler
Dagligvarebutik i nødråb
Efter rottealarm: Nu kan tvist ende i retssag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker