Frankrig tiltaler mand for deltagelse i folkedrab i Rwanda
Torsdag blev en rwandisk mand i Frankrig anklaget for at have deltaget i folkedrabet i Rwanda i 1994
Frankrig tiltaler en mand for at have deltaget i folkemordet i Rwanda.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
Der er tale om en mand i halvfjerdserne, som torsdag blev tiltalt for at have forbindelse til folkemordet i Rwanda i 1994. Det oplyser en antiterror-anklager i Paris.
Den tiltalte, Isaak Kamali, er født i Rwanda, men lever som fransk statsborger. Han har været på anklagemyndighedens radar siden 2009. Torsdag blev han anklaget for deltagelse i folkemordet i 1994 og for forbrydelser imod menneskeheden.
Ifølge AFP har den tiltaltes advokat ikke ønsket at kommentere sagen.
Den tiltalte var ansat i Rwandas transportministerium under folkemordet og blev dømt til døden i absentia i 2003. Dødsdommen blev senere annulleret grundet ændringer i Rwandas strafferet.
Folkedrabet i 1994 kostede næsten 800.000 mennesker livet. Hovedsageligt blandt det etniske mindretal tutsier. Mange blev hakket til døde med macheter.
Det var nedskydningen af præsident Juvenal Habyarimanas fly i april 1994, som fremprovokerede et etnisk opgør mellem hutuer og tutsier.
Blodbadet varede i 100 dage fra april til juli 1994.
Folkemordet fik først en ende, da tutsiernes oprørsmilits Rwandas Patriotiske Front invaderede landet i månederne, der fulgte, fra nabolandet Uganda.
Før massakren udgjorde hutuerne cirka 80 procent af Rwandas befolkning på seks millioner mennesker, mens tutsierne udgjorde cirka 15 procent.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned