Frankrigs ambassadør trodser ultimatum fra Niger og bliver i landet
Betjente ses her uden for Frankrigs ambassade 28. august. Trods et ultimatum fra Nigers militærjunta bliver Frankrigs ambassadør i landet. Det meddeler den franske præsident mandag. Foto: -/Ritzau Scanpix
Præsident Macron mener, at Frankrig er nødt til at gå imod presset fra "illegitime myndigheder" i Niger.
Trods et ultimatum fra Nigers militærjunta bliver Frankrigs ambassadør i landet.
Det siger Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, i en tale til diplomater mandag.
Fredag gav Nigers udenrigsministerium den franske ambassadør, Sylvain Itte, 48 timer til at forlade Niger.
Mandag befinder han sig fortsat i landet, og det støtter Macron, som på ny udtrykker opbakning til Nigers nu tilfangetagne præsident, Mohamed Bazoum, der 26. juli blev tvunget fra magten ved et kup.
- Jeg synes, at vores politik er den rette, siger Macron.
- Den bygger på præsident Bazoums mod og på forpligtelserne fra vores ambassadør i landet, som bliver der på trods af presset og de udmeldinger, der er kommet fra de illegitime myndigheder, fortsætter præsidenten.
Militærjuntaen har dannet en ny regering i landet. Bazoum og hans familie holdes fanget af juntaen.
Frankrig - den tidligere kolonimagt i Niger - har opfordret militærjuntaen til at genindsætte Bazoum.
Det har juntaen dog ikke gjort.
Organisationen Ecowas, som er en sammenslutning af vestafrikanske lande, har sagt, at den er klar til at sende soldater ind i Niger, hvis det ikke lykkes på diplomatisk vis at løse konflikten.
Niger er det fjerde land i det vestlige Afrika, der er blevet udsat for et kup siden 2020. Mali, Guinea og Burkina Faso er de tre andre lande.
Juntaerne i Burkina Faso og Mali har sagt, at enhver militær intervention i deres naboland vil blive anset som en "krigserklæring" mod deres lande.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde