Frankrigs højrefløj lugter sejr ved regionalvalget
Marine Le Pen, leder af det franske højrefløjsparti National Samling, håber på et godt valg ved søndagens regionalvalg. Det kan give hende medvind i den kommende valgkamp op til næste års præsidentvalg. Foto: Daniel Cole/Ritzau Scanpix
Daniel Cole/Ritzau Scanpix
Vælgerne i Frankrig stemmer ved et regionalvalg, som kan give Marine Le Pen et godt rygstød.
Næsten 46 millioner vælgere i Frankrig er i gang med et regionalvalg, hvor meget af opmærksomheden samler sig om partiet National Samling på højrefløjen.
Partiet ventes at få god opbakning.
Partiets leder, Marine Le Pen, er ikke på valg, men hun har ført kampagne for sit parti op til valget til forsamlinger i 13 regioner.
Meningsmålinger siger, at præsidentvalget om et år kan ende med et opgør mellem netop Le Pen og præsident Emmanuel Macron.
Et godt resultat ved søndagens valg kan hjælpe hende.
National Samling er særlig kendt for en skarpere kurs over for indvandrere i Frankrig end de øvrige partier. Samtidig er partiet EU-skeptisk.
Valglokalerne åbnede klokken 06.00 og lukker igen klokken 20.00.
Anden runde af valget holdes næste søndag den 27. juni i de kredse, hvor ingen får absolut flertal i første runde.
National Samling har i dag ikke kontrol med nogen af de 13 regioner. Men målingerne siger, at det kan vinde mindst én region, og det vil være en stor sejr.
- Det vil være stort for hende, og det vil give hende noget medvind i kampagnen op til præsidentvalget, hvis National Samling skulle vinde en region, siger Stephane Zumsteeg fra målingsinstituttet Ipsos.
Partiet har magten i en række byer, men at styre en hel region er noget helt andet. Så sidder man med budgetter på milliarder af euro til at drive skoler, transportsystemer og økonomisk udvikling.
Det vil i givet fald give Le Pen og National Samling noget af den legitimitet, hun søger, vurderer analytikere.
Der, hvor partiet har de bedste muligheder, er i regionen Provence-Alpes-Côte d'Azur, hvor blandt andet Marseille, Saint-Tropez og Cannes ligger.
Imidlertid påpeger analytikere, at det altid er svært at forudsige resultatet af regionalvalg over to runder.
Det skyldes blandt andet, at de mere traditionelle partier ofte slår sig sammen og stemmer taktisk for at holde National Samling fra fadet.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde