Frankrigs præsident besøger Mali lørdag
Frankrigs præsident, Francois Hollande, besøger lørdag det vestafrikanske land Mali, hvor franske styrker kæmper mod islamistiske oprørere.
Også flere franske ministre vil være med på turen, fremgår det af en officiel meddelelse fra præsidentens kontor.
Både udenrigsminister Lauren Fabius, forsvarsminister Jean-Yves Le Drian og udviklingsminister Pascal Canin deltager i besøget, der kommer tre uger efter, at Frankrig iværksatte sin militæroffensiv i landet.
Præsident Hollande vil mødes med landets midlertidige præsident i hovedstaden Bamako, og ifølge unavngivne kilder vil den franske præsident også besøge den sagnomspundne ørkenby Timbuktu.
Franske og maliske soldater har for nylig taget kontrol over byen, der i knap et år har været i de islamistiske oprøreres hænder.
Oldtidsbyen er udnævnt som verdensarv af FN, men både befolkningen og kulturminderne er blevet behandlet brutalt under islamisternes styre.
Tusindvis af mennesker er flygtet fra byen, hvor de militante oprørere har indført streng sharialov.
Der har blandt andet været meldinger om tyve, der har fået hugget deres hænder af, mens personer, der menes at have begået utroskab, er blevet straffet med stening.
Desuden er kvinder i området blevet tvunget til at bære slør.
Frankrig indledte for tre uger siden en militæroffensiv i Mali for at hjælpe myndighederne med at slå det islamistiske oprør i den nordlige del af landet ned.
I løbet af det seneste år er næsten 400.000 maliere flygtet fra islamisterne i nord til hovedstaden Balmako eller til nabolande.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde