Frankrigs store gamle partier ser chanceløse ud i valgkamp
Magasiner med forsidefotos af en række af de førende kandidater i den franske valgkamp, der domineres af præsident Macron og Marine Le Pen. Her ses fra venstre mod højre Jean-Luc Mélenchon fra den ydre venstrefløj, socialisten Anne Hidalgo, den indvandrerkritiske og nationalistiske Eric Zemmour, den konservative Valerie Pecresse, præsident Emmanuel Macron, De Grønnes Yannick Jadot og Marine Le Pen. Foto: Nicolas Tucat/Ritzau Scanpix
Kandidaterne fra de partier, som i 50 år har været dominerende i fransk politik, har store problemer.
Det meste tyder på, at det franske præsidentvalg bliver en tvekamp mellem præsident Emmanuel Macron og Marine Le Pen fra det indvandrerkritiske parti National Samling (RN).
Og at Frankrigs traditionelt store partier får en syngende lussing.
Valget holdes over to runder: søndag den 10. april og søndag den 24. april.
Kandidaterne fra Socialistpartiet (PS) og det konservative parti Republikanerne (LR), som i 50 år har været dominerende i fransk politik, har haft store problemer.
De synes begge at være chanceløse ved valget, hvor der i alt er opstillet 12 kandidater.
På venstrefløjen er der mest opbakning til Jean-Luc Mélenchon og hans parti Det Ukuelige Frankrig. I centrum af det politiske spektrum er der mest opbakning til Macrons Republikken på Vej Fremad (LREM).
Diskussionerne om klimapolitikken domineres af miljøpartiet EELV, og venstrefløjen har ikke kunnet positionere en dominerende kandidat.
Værst ser det ud for Socialisterne. Partiets kandidat Anne Hidalgo risikerer at få færre stemmer end sin rival fra Kommunistpartiet.
- Det er virkeligt forbløffende tal, vi ser i meningsmålingerne, siger valgforsker Brice Teinturier fra opinionsinstituttet Ipsos til TT.
- Alt er gået skævt for Socialistpartiet siden den upopulære François Hollande var præsident 2012-2017. At vælge Anne Hidalgo, borgmesteren i Paris, har været en reel fiasko, siger han videre og tilføjer, at Hidalgo ikke har haft nogen gennemslagskraft uden for Paris.
- Hun opfattes som en, der ikke forstår landsbyerne, siger Teinturier.
Han vurderer, at det er mindst lige så overraskende, at Republikanerne har haft så store problemer under valgkampen.
I december så det ud til, at partiets kandidat, Valérie Pécress, ville blive en farlig rival for Macron. Hun tabte dog hurtigt terræn i meningsmålingerne og bliver kritiseret for at være en dårlig taler på sin valgturné.
Pécress ligger på en femteplads med opbakning fra mindre end ti procent af vælgerne.
- Alt taler for, at dette præsidentvalg bliver en gentagelse af valget i 2017, hvor Macron og Le Pen gik videre til den anden og afgørende runde. Nærmeste konkurrent er venstrefløjsveteranen Mélenchon, siger Teinturier.
Macron står i en Ipsos-meningsmåling fra onsdag til at vinde første runde med støtte fra 26,5 procent af vælgerne.
Le Pen står til at få andenpladsen med 21,5 procent.
/ritzau/
Seneste artikler
De flyttede fra København til Lolland – og vil aldrig væk igen
10 friske borgere skal skiftes ind i kampen med byudvikling
Ung kondomtyv fik dyr lærestreg
Bronzefesten endte på Burger King: - Føltes som om vi vandt guld
Ræsede gennem byen: Få km/t fra at miste bil og kørekort
Mest læste artikler
Bo-Hus indgår stort lokalt partnerskab
Lokal svineproducent frygter ny kurs: - Så må vi lukke produktionen
Spor blokeret på motorvej
Maribo loppemarked mister lokaler og kan lukke
Filmede venner og bekendte: Nu sælges huset, hvor optagelserne blev lavet