Indtil for få uger siden var Dominique Strauss-Kahn ifølge flere meningsmålinger favorit til at vinde næste års præsidentvalg i Frankrig, men selv om han nu er ude af betragtning, så hjælper det ikke den nuværende præsident Nicolas Sarkozy.
En meningsmåling offentliggjort tirsdag viser, at Sarkozy står til at tabe kampen om præsidentposten uanset hvilken af venstrefløjens to topkandidater, han bliver målt imod.
Målingen er foretaget efter anklagerne mod Strauss-Kahn, om seksuelle overgreb på en stuepige i New York, kom frem.
Ifølge opinionsinstituttet BVA vil Sarkozy tabe klart til både Francois Hollande eller Martine Aubry, der er de mest oplagte kandidater for socialisterne.
Hollande ville i første valgrunde få 27 procent af stemmerne mod 21 procent til Sarkozy. Sat op mod Aubry ville 22 procent stemme på Sarkozy, mens 24 procent ville stemme på udfordreren.
Det socialistiske parti har endnu ikke besluttet sig for, hvem der skal være dets kandidat.
I anden valgrunde ville Sarkozy blive knust af Hollande, der står til 62 procent af stemmerne mod 38 procent til den siddende præsident.
Også Aubry ville vinde overbevisende med 59 procent mod 41 procent til Sarkozy.
Meningsmålingen er også dårlig læsning for den yderste højrefløjs repræsentant Marine Le Pen.
- Hverken Nicolas Sarkozy eller Marine Le Pen klarer sig godt i det politiske klima, der er opstået efter sagen mod Dominique Strauss-Kahn. Aubry og Hollande har overtaget hans plads i vælgernes hjerte, siger BVA-analytiker Gael Sliman.
De to valgrunder afvikles den 22. april og den 6. maj næste år. Nicolas Sarkozy har endnu ikke bekræftet, at han genopstiller.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker