Fransk forslag om fælles EU-lån til forsvar får spinkel støtte

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, vil ifølge franske embedsmænd foreslå fælles EU-gæld for at styrke Europas forsvar. Men det møder modstand i mange EU-lande, herunder Tyskland. (Arkivfoto). Foto: Geert Vanden Wijngaert/Ritzau Scanpix

Sverige holder døren åben for at diskutere forsvarsinvesteringer gennem fælles EU-gæld, og Estland ønsker det.

Offentliggjort Sidst opdateret

Europa skal sætte turbo på investeringer i forsvar, er EU's medlemslande i vid udstrækning enige om.

Men et fransk forslag om ligefrem at optage fælles gæld, som EU helt ekstraordinært gjorde under coronapandemien, møder modstand fra mange, herunder Tyskland, mens enkelte støtter eller antyder vilje til at diskutere det.

- Jeg har foreslået eurobonds (EU-obligationer, red.), og jeg har sagt, at hvis det ikke går, så foreslå noget andet. Kom med andre forslag, siger den estiske premierminister, Kaja Kallas, før et EU-topmøde torsdag.

Estland er blandt de medlemslande, som er mest optaget af forsvar og truslen fra Rusland. Og landet er blandt dem, som vil gå længst i støtten til Ukraine.

Kallas har tidligere sagt, at "alt er på bordet", da Frankrig luftede en idé om europæiske soldaters deltagelse i kampene i Ukraine.

Så hun savner handling. Også på styrkelsen af forsvaret gennem fælles EU-gæld.

- Vi har brug for det nu. Vi kan ikke udsætte det, siger Kallas om forsvarsinvesteringerne på vej ind til et EU-topmøde torsdag.

Sverige vil ikke lukke døren for diskussionen, lyder budskabet fra Sveriges statsminister, Ulf Kristersson. Han markerer dermed et lille skift fra den generelle holdning i Sverige om nej til fælles EU-gæld.

Kristersson er dog heller ikke på tærsklen til et ja til det franske forslag.

- I EU, ligesom i Sverige, så begynder det ikke med at låne flere penge. Det begynder med at se på, hvad opgaven er, og hvad vi skal ordne. Hvad kan vi gøre mere med de penge, som vi allerede har, siger han før topmødet.

Sådan siger svenskerne, og sådan "bør EU også sige", mener statsministeren.

- Men det er ikke sådan, at Sverige lukker døren til diskussion.

- Vi mener, at Ukraine er den enkeltstående vigtigste opgave, som Europa står med i øjeblikket. Men det begynder ikke med at låne nye penge, siger Kristersson.

Den franske præsident har ikke nået at fremsætte sit forslag selv. Men hans embedsfolk har før topmødet talt med avisen Financial Times, og heri forklarer de, at diskussionen om fælles EU-gæld også skal tages på mødet.

Finlands statsminister, Petteri Orpo, ankom til Bruxelles med et klart budskab: Investeringer i forsvar er et af de allervigtigste emner.

- Vi skal have flere midler til at booste vores forsvarsindustri, siger Orpo, der sammen med 13 andre lande har skrevet et brev med appel om investeringer gennem EU's investeringsbank, EIB.

Men Finland, der sammen med Danmark er blandt de sparsommelige EU-lande, har også sagt, at det bliver svært med fælles EU-gæld.

Til den klub hører også Holland. Og den hollandske premierminister, Mark Rutte, tilkendegav og gentog på vej ind til mødet sin modstand mod fælles EU-gæld.

/ritzau/