Merah blev torsdag dræbt af fransk politi efter en 32 timer lang belejring af hans lejlighed i Toulouse. Han tilstod inden sin død, at han stod bag drabene på tre soldater samt tre børn og en lærer på en jødisk skole i byen.
Frankrigs indenrigsminister, Claude Guéant, erkender, at den 23-årige Mohammed Merah og hans bror har været i den franske efterretningstjenestes søgelys gennem flere år på grund af deres yderliggående holdninger.
Nu viser det sig, at den franske islamist stod på listen over kendte eller mistænkte terrorister, som ikke havde lov at flyve til eller inden for USA.
Det oplyser kilder i det amerikanske efterretningsvæsen til flere medier.
Den såkaldte terrorliste opdateres af en terrorenhed under forbundspolitiet FBI, som får sine oplysninger fra en række efterretningstjenester rundt om i verden.
To efterretningskilder siger til nyhedsbureauet Reuters, at det er noget tid siden, Mohammed Merahs navn blev føjet til listen, men de vil ikke oplyse præcis hvornår.
Det kan være sket i 2010, hvor Merah ifølge den franske statsadvokat François Molins blev anholdt af afghansk politi, overdraget til amerikanske styrker og sendt retur til Frankrig. Det oplyser to unavngivne kilder til Reuters.
Molins har oplyst, at Merah rejste til Waziristan på grænsen mellem Pakistan og Afghanistan to gange, både i 2010 og 2011, hvor han menes at have opholdt sig i en træningslejr for militante i Afghanistan.
Ud over opholdet i Afghanistan har Merah adskillige gange været på kant med loven i Frankrig.
Den nu dræbte islamist havde ikke færre end 15 domme på sin straffeattest, siger François Molins ifølge den amerikanske tv-station CNN.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde