Fransk klimaparti giver kødspisende machomænd skyld for klimakrise

Sandrine Rousseau på talerstolen i det franske parlament den 3. august. Hun mener, at mænd føler sig mere virile ved at spise kød. Og det skal de holde op med, så udledning af CO2 kan reduceres. (Arkiv). Foto: Alain Jocard/Ritzau Scanpix

Er det et spørgsmål om køn, hvis man spiser kød? Det er det, mener Frankrigs grønne klimaparti, som har sat sindene i kog med en bredside mod mænds spisevaner.

Offentliggjort Sidst opdateret

Er en grillbøf et symbol på virilitet?

Det er et spørgsmål, der lige nu diskuteres blandt franske politikere, efter at et parlamentsmedlem fra Frankrigs klimaparti EELV har sagt, at kød er macho og spareribs en sag for kønsdebatten.

Det er Sandrine Rousseau fra Europa Økologi - De Grønne (EELV), der har sat sindene i kog. Hun regner sig for "øko-feminist".

Ved et vælgermøde i forgangne weekend forsøgte hun at henlede opmærksomheden på sammenhængen mellem kød og klimakrise.

- Vi må ændre mentaliteten, så det ikke er et symbol på virilitet at spise en grillbøf, sagde hun.

Den 50-årige Rousseau henviste til forskning, der ifølge hendes oplysninger siger, at mænd i Frankrig spiser dobbelt så meget kød som kvinder.

Hendes udtalelser har fundet vej til både sociale medier, aviser, tv og radio. Nu debatterer franskmændene lystigt, om mænd skader klimaet mest, fordi de spiser mere kød end kvinder for at være virile.

- Hold op med at beskylde vore drenge for alt. Lad være med at lave om på vore mænd. Stop Rousseaus fantasier, skriver den højreorienterede parlamentariker Nadine Morano på Twitter.

Julien Odoul, også fra højrefløjen, mener, at "mænd siden tidens daggry har spist flere proteiner end kvinder på grund af muskelmasse".

- Det handler ikke om virilitet. Det er naturen.

Han tilføjer, at han personligt vil fortsætte med sin "Cro-Magnon-diæt baseret på fransk kød".

Det er en henvisning til den hule i det sydvestlige Frankrig, hvor der er fundet 35.000 år gamle fossile rester af mennesker.

Eelv, der ikke havde et prangende parlamentsvalg i den tidlige sommer, forsøger nu efter en sommer med hedebølger, tørke og skovbrande at få Frankrig gjort opmærksom på klimakrisen.

I de senere uger er partiet kommet med flere forslag for at reducere udledning af CO2. Det gælder forbud mod private swimmingpools og restriktioner for brug af privatfly.

Direktør Olivier Roux mærker på sine slagtede køer i kølerummet på slagteriet Alazard et Roux i Tarascon i det sydlige Frankrig. Slagteriet drives af 250 lokale landmænd og leverer kød til skoler i regionen. De fleste franskmænd er kødspisere, klima eller ej. (Arkivfoto). Foto: Nicolas Tucat/Ritzau Scanpix

Rousseau har i et interview med tv-stationen LCI forsvaret sine udtalelser til vælgermødet. Hun siger, at hun deltog i en diskussion om, hvordan folk ændrer madvaner.

- Ud fra et personligt perspektiv er noget af det mest effektive, man kan gøre for klimaet, at reducere sit forbrug af kød. Det er mere effektivt end at lade bilen stå, siger hun.

Hun mener, at mænd er sværere at få til at droppe kød end kvinder. Hun medgiver dog, at hun selv "spiser lidt kød" og ikke er helt vegetar.

- Men jeg har fået nok. Hvad er vi klar til? Vi har lige været igennem en sommer, hvor vi har set den ægte påvirkning af klimaforandringer for første gang. Og hvad er vi så klar til at gøre?

I sin argumentation har hun henvist til bogen "Steaksisme", skrevet af den franske forfatter Nora Bouazzouni i 2021.

Hun skriver dog, at spisevaner ikke har noget at gøre med køn, men snarere med kultur.

Sundhed, højere priser og mere obs på dyrevelfærd har siden slutningen af 1990'erne ført til et fald i det franske forbrug af kød.

Men generelt er franskmænd rovdyr. De fleste franskmænd er stadig kødspisere, og i skolerne er der kød på bordet til børnene fire dage om ugen

/ritzau/

Kort om Eelv

* Partiet Eelv blev dannet i 2010, da to partier blev lagt sammen. Det var Europe Écologie og Les Verts - Europa Økologi og De Grønne.

* Sandrine Rousseau er blevet et af partiets mest kendte ansigter efter et forgæves forsøg på at blive partiets præsidentkandidat til præsidentvalget i april. Partiet var chanceløs ved valget, som Emmanuel Macron vandt.

* Partiet klarede sig også beskedent ved parlamentsvalget i juni.

* Det går bedre for Eelv ved lokalvalg. Det har borgmesterposter i flere store byer, herunder Marseilles, Lyon, Strasbourg og Bordeaux.

* Gregory Doucet, borgmester i Lyon, udløste en madpolitisk skandale i 2021. Han fjernede kød fra skolernes kantiner og argumenterede med, at det gjorde det lettere at overholde coronaregler.

* Indenrigsminister Gerald Darmanin kaldte det for en "uacceptabel fornærmelse" mod franske landmænd og slagtere.

Kilde: AFP

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu