En gruppe somaliske pirater fik sig en slem overraskelse, da de i ly af mørket forsøgte at kapre, hvad de troede var et fragtskib i Det Indiske Ocean. I virkeligheden var der tale om et af den franske flådes flagskibe, oplyser det franske militær onsdag.
Besætningen på La Somme, et 160 meter langt kommandofartøj og tankskib, afviste uden problemer det frække natlige angreb, der blev udført af let bevæbnede pirater i to små joller. Franskmændene pågreb fem pirater, oplyser en talsmand.
- Piraterne, der på grund af mørket opfattede det franske skib for at være et handelsfartøj, var om bord på to hurtige joller, og de åbnede ild med deres Kalasjnikov automatrifler, forklarer admiral Christophe Prazuck i Paris.
La Somme er det franske kommandofartøj i Det Indiske Ocean. Det overvåger de franske luft-, marine- og landstyrker, som kæmper mod somaliske pirater, ligesom de jager terrorister som en del af den amerikansk ledede Operation Enduring Freedom (Varig Frihed). Officerer om bord på skibet har ledet kommandooperationer, der havde til formål at befri franske gidsler i hænderne på somaliske pirater.
I denne situation forsøgte piraterne at flygte, da det gik op for dem, at de var helt galt på den, men blev forfulgt af franske styrker. Efter en timelang jagt blev den ene af de små joller indfanget, mens den anden ifølge Prazuck slap bort.
På den opbragte jolle var der fem mand om bord, men ingen våben, vand eller mad, da piraterne ifølge talsmanden formentlig havde smidt alt i jollen over bord.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker