Fransk politi anholder 79 til landmand-protest ved madmarked
Franske gendarmer er til stede med pansrede køretøjer ved det store Rungis-madmarked i udkanten af Paris onsdag. Franske landmænd blokerer for tredje dag i træk flere indfaldsveje til Paris. Foto: Emmanuel Dunand/Ritzau Scanpix
Demonstranter trængte ind på stort madmarked, der forsyner det mest af Paris-regionen med fødevarer.
Fransk politi har anholdt 79 mennesker, efter at en gruppe demonstranter trængte ind på et madmarked i Paris onsdag. Det skete i forbindelse med franske landmænds landsdækkende demonstrationer.
Det oplyser en kilde i politiet til nyhedsbureauet AFP.
Demonstranterne trængte kortvarigt ind i et lagerområde på Rungis-markedet. Her forårsagede de ødelæggelser, inden politiet fik dem ud.
Omfanget af skaderne er ikke umiddelbart klart, siger kilden.
Billeder på fransk tv viser, at politiet er til stede i stort antal ved markedet.
Demonstranterne trængte ind på området, efter at snesevis af landmænd fra det sydvestlige Frankrig var ankommet til det store marked.
Tusindvis af landmænd fra hele Frankrig har i de seneste dage brugt deres traktorer, mejetærskere og andre køretøjer til at blokere indfaldsvejene til Paris.
De protesterer mod stigende omkostninger, EU's miljøpolitik og billig fødevareimport.
På forhånd havde den franske indenrigsminister, Gérald Darmanin, advaret om, at politiet ville gribe ind, hvis nogen forsøgte at blokere for Rungis eller anden vigtig infrastruktur.
Rungis-markedet leverer fødevarer til en stor del af Paris-området, hvor der bor 12 millioner mennesker.
Tidligere onsdag blev 18 mennesker anholdt for at have forsøgt at blokere adgangen til Rungis-markedet, oplyser politiet i den franske hovedstad.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker