Fransk præsident: Gerningsmænd er døde
François Hollande meddeler fra koncertsalen, hvor mindst 100 mistede livet, at gerningsmændene er blevet dræbt
Den franske præsident, François Hollande, meddeler at de gerningsmænd, der fredag omkring midnat dræbte 100 mennesker i en koncertsal, er blevet dræbt.
Det siger han på tv, efter at have besøgt Bataclan-koncertsalen sammen med den franske indenrigs-, justits,- og premierminister.
Der er umiddelbart ingen officielle oplysninger om gerningsmænd bag aftenens og nattens angreb en række andre steder i Paris, hvor yderligere mindst 20 meldes dræbt.
Regeringen har indkaldt til et forsvarsråd lørdag morgen klokken ni. Desuden er 1500 ekstra soldater blevet mobiliseret.
Den franske regering indkaldte til et krisemøde omkring midnat kort efter angrebene gik i gang.
Inden han mødtes med sin regering, meddelte præsidenten, at han ville erklære Frankrig i undtagelsestilstand.
- Der vil blive erklæret undtagelsestilstand. Næste skridt vil blive en lukning af de nationale grænser, sagde Hollande.
- Vi må sikre os, at ingen kommer ind for at lave flere forbrydelser, og samtidig må vi sikre os, at dem, der har begået disse forbrydelser, bliver arresteret, hvis de forsøger at rejse ud af landet, sagde præsidenten.
Det er dog lidt uklart, om der er tale om en egentlig lukning af grænserne, eller om der alene er tale om øget kontrol. Det franske udenrigsministerium melder til Reuters, at lufthavnen forbliver åben, og at fly og tog vil fortsætte som planlagt.
Præsident Hollande kalder angrebene i Paris for "terrorangreb uden fortilfælde".
Han var selv til stede på det stadion, der - ligesom Bataclan-salen og en række andre steder i Paris - blev udsat for angreb.
På banen udspillede sig en venskabelig fodboldkamp mellem Frankrig og Tyskland, da der blev registreret flere eksplosioner uden for stadion.
Præsidenten og den franske indenrigsminister blev eskorteret ud af stadion og begav sig til det franske indenrigsministerium, hvor regeringens krisemøde fandt sted.
At sætte et land i undtagelsestilstand betyder, at et lands normale love og rettigheder midlertidigt er blevet erklæret ugyldige på grund af hændelser, der truer samfundets eksistens.
Præsidenten har meddelt, at han ikke vil blive i stand til at deltage i weekendens G20-møde i Tyrkiet som følge af angrebene. Finansministeren, Michel Sapin, og udenrigsministeren, Laurent Fabius, vil deltage i mødet i hans sted.
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker