Fransk præsidentkandidat er kommet skridt nærmere retssag
Den 63-årige præsidentkandidat François Fillon har fortsat sit kandidatur til præsidentposten til trods for beskyldningerne imod ham. Foto: AP/Francois Mori
AP/Francois Mori
Fransk politi har tirsdag formiddag anklaget François Fillon for misbrug af offentlige midler.
Fransk politi siger, at de har "seriøse og faste" beviser for, at den konservative franske præsidentkandidat, François Fillon, har givet sin kone løn for et job, som hun ikke har udført.
Det bekræftes tirsdag af Fillons advokat over for det franske nyhedsbureau AFP.
- Afhøringen af Fillon foregik stille og roligt, siger Fillons advokat Antonin Levy.
Ifølge nyhedsbureauet Reuters lyder anklagerne blandt andet på omdirigering af offentlige fonde, misbrug af offentlige midler og ikke at oplyse korrekt om økonomiske aktiver.
Anklagerne betyder, at præsidentkandidaten nu bliver "formelt efterforsket". I det franske retssystem betyder det, at der er "seriøse og faste" beviser, der peger mod en kriminel handling.
Dermed kan den franske præsidentkandidat være et skridt nærmere en retssag.
Fillons advokat har ikke ønsket at kommentere sagen yderligere. Heller ikke Fillon selv har udtalt sig.
Den 63-årige præsidentkandidat har fortsat sit kandidatur til præsidentposten, til trods for at de franske undersøgelsesdommere tidligere indledte undersøgelser af beskyldningerne imod ham.
Fillon var i valgkampens begyndelse favorit til at besejre højrefløjs-kandidaten, Marine Le Pen, ved det franske præsidentvalg til april.
Men efter beskyldningerne, der blev først fremført af det satiriske ugemagasin Le Canard Enchainé, er han faldet støt i målingerne.
To ud af tre franske vælgere ser helst, at Fillon trækker sig fra valgkampen, viste en Ifop-meningsmåling midt i denne måned.
Fillon har erkendt en del af beskyldningerne og har været ude i de franske medier og undskylde over for det franske folk. Men han afviser, at det, han har gjort, har været ulovligt.
Ifølge Le Canard Enchainé tjente Fillons kone flere millioner kroner på at være hans assistent i parlamentet uden nogensinde at arbejde.
Også to af hans voksne børn anklages for at have arbejdet for ham for skatteydernes penge.
Første runde af det franske præsidentvalg finder sted 23. april. En anden valgrunde finder sted den 7. maj mellem de to bedst placerede kandidater fra første runde.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde