Fransk premierminister overlever 18. mistillidsvotum
Det lykkedes ikke den franske opposition at smide premierminister Elisabeth Born på porten, og den 62-årige regeringschef overlever dermed sit 18. mistillidsvotum. (Arkivfoto). Foto: Julien De Rosa/Ritzau Scanpix
18. gang blev ikke lykkens gang for dem, som ønsker at se Frankrigs premierminister, Elisabeth Borne, gå af.
Elisabeth Borne, Frankrigs premierminister, overlever lørdag morgen uden de store problemer endnu et mistillidsvotum, efter at hun for nylig tvang en finanslov igennem parlamentet uden afstemning.
Det skriver det franske nyhedsbureau AFP.
Kun 193 medlemmer af Frankrigs Nationalforsamling stemte for at erklære mistillid til Elisabeth Borne - et godt stykke fra de 289, der ville være krævet for at sikre et flertal.
Forsøget på at erklære mistillid til Elisabeth Borne er det 18. i rækken, siden hun blev svoret ind i embedet i maj sidste år.
Denne gang var det fremsat af den venstreorienterede partikoalition Nunes, som var utilfreds med, at Borne havde tvunget finansloven igennem uden parlamentets accept.
I Frankrig er der en særlig lov, der gør, at regeringen kan tvinge lovgivning igennem parlamentet uden afstemning.
Loven hedder paragraf 49.3 og er uhyre kontroversiel, fordi det eneste, som parlamentarikerne kan gøre ved det, er at stille et mistillidsvotum over for regeringen.
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, gjorde desuden brug af den kontroversielle paragraf, da han i foråret ville gennemtvinge Frankrigs nye pensionsreform, som ellers med stor sandsynlighed var faldet i parlamentet.
Den nye finanslov skal nu stemmes igennem i Senatet i Frankrig, før den er endeligt godkendt.
Talsmanden for Nupes, Philippe Brun, beskylder regeringen for at "på aller underdanigste vis at forgylde et allerede enormt velstående mindretal i den franske befolkning" på grund af en "umådelig inflationskrise".
Den yderste højrefløj af Nationalforsamlingen støttede mistillidsvotummet mod Elisabeth Borne og anklager regeringen for gentagelsesvist at misbruge paragraf 49.3.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub