Fransk tilbagetrækning i Syrien kan være undervejs
Under en pressekonference søndag krævede præsident Macron i fællesskab med kansler Merkel, at Tyrkiet stopper sin offensiv i Syrien. Foto: Pool/Reuters
Pool/Reuters
Præsident Emmanuel Macron vil sikre sit militær i Syrien. Kilde fortæller, at tilbagetrækning kan være på vej.
Frankrig vil i de kommende timer "sikre" både sit militær og civile i det nordøstlige Syrien i kølvandet på den tyrkiske offensiv mod kurdiske militser.
Det meddeler præsident Emmanuel Macrons kontor ifølge nyhedsbureauet Reuters natten til mandag.
Det sker efter et krisemøde i forsvarskabinettet søndag aften.
I en pressemeddelelse fra Macrons kontor står der ifølge Reuters:
- Der vil i de kommende timer blive gennemført tiltag, der skal garantere sikkerheden for det franske militær samt det civile personale, der er til stede som en del af den internationale koalition, der bekæmper Islamisk Stat, og som kæmper for humanitær handling.
Der bliver ikke givet yderligere detaljer i meddelelsen.
Franske embedsmænd har tidligere meddelt, at en amerikansk tilbagetrækning ville tvinge Frankrig til også at trække sig. Det skyldes, at man i forhold til logistik er afhængig af amerikanerne.
USA annoncerede søndag, at landet ville begynde at trække omkring 1000 tropper tilbage fra det nordlige Syrien. Det ventes at tage nogle dage.
En anonym diplomatisk kilde i regionen fortalte torsdag til Reuters, at Frankrig var ved at gøre klar til at trække flere hundrede af landets specialstyrker tilbage.
Frankrig er med i den amerikanskledede koalition, der kæmper mod Islamisk Stat i regionen.
Landet har specialstyrker i området og har været en vigtig alliancepartner for USA.
Franske specialstyrker samarbejder ifølge Reuters tæt med de kurdiskledede styrker, som er målet i den tyrkiske offensiv i det nordlige Syrien. Franske nødhjælpsarbejdere er også i området.
Frankrig indstillede lørdag al våbeneksport til Tyrkiet.
Tidligere søndag krævede Macron sammen med Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, at Tyrkiet stopper offensiven i Syrien øjeblikkeligt.
De holdt sammen en arbejdsmiddag i Paris.
På et pressemøde fortalte de efterfølgende, at de begge havde talt i telefon med USA's præsident, Donald Trump, og Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan.
Begge havde de videregivet et budskab til Erdogan om at indstille offensiven.
Trump gav for en uge siden en omstridt ordre til at trække amerikanske soldater tilbage fra det nordøstlige Syrien.
Hans beslutning er af politikere og medier i USA blevet opfattet som et grønt lys til Tyrkiet til at angribe kurderne i området.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned