Fransk tv: Franske soldater har fundet fly
Franske soldater har angiveligt fundet vraget af det algeriske passagerfly, der natten til torsdag styrtede ned. Det oplyser den franske tv-kanal BMFTV ifølge BBC.
Det er dog ikke bekræftet af hverken de franske eller algeriske myndigheder, men ifølge BMFTV er flyvraget fundet i den centrale del af Mali.
Der var 116 personer om bord på flyet, der var på vej fra Burkina Faso til Algeriet, da myndighederne mistede kontakt med flyet.
Flyet lettede natten til torsdag fra Burkina Fasos hovedstad, Ouagadougou, men efter cirka 50 minutters flyvning mistede luftfartstjenesten kontakten med det.
Der er foreløbig ingen meldinger om, hvad der præcist fik flyet til at styrte ned, men ifølge Burkina Fasos transportminister anmodede flyets piloter om at ændre den planlagte rute en smule, fordi der var en sandstorm i området over det nordlige Mali.
En embedsmand hos de algeriske luftfartsmyndigheder bekræftede tidligere, at flyet var styrtet ned.
Frankrigs præsident Hollande bekræftede torsdag aften, at flyet "formentlig" er styrtet ned. Han har aflyst et planlagt udlandsbesøg til landets oversøiske territorier efter flystyrtet.
Frankrig har i forvejen soldater i Mali, der sidste år blev sat ind for at sætte en stopper for islamistiske oprørere, der havde overtaget magten i den nordlige del af landet.
Ifølge den franske udenrigsminister var der 51 franskmænd om bord. De resterende passagerer kom fra ni andre lande, hvoraf der var 27 passagerer fra Burkina Faso, otte fra Libanon, seks fra Algeriet og fire tyske passagerer. Der var ingen danskere om bord.
Det er ikke første gang, at et fly fra Air Algerie har været ude for en ulykke.
I 2003 styrtede et Boeing 737 ned i det sydlige Algeriet, kort efter flyet var lettet fra Tamanrasset i Sahara-ørkenen. 102 mennesker blev dræbt i ulykken, som kun en person overlevede.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned