Franske aviser opfordrer læsere til at stemme på Macron

Folk i den sydfranske by Montpellier går forbi valgplakater med præsidentkandidat Marine Le Pen (til højre) og den siddende præsident, Emmanuel Macron. Flere franske aviser opfordrer deres læsere til at stemme på Macron ved søndagens afgørende valgrunde. Foto: Pascal Guyot/Ritzau Scanpix

Det kan koste Macron sejren ved søndagens præsidentvalg, hvis vælgerne bliver hjemme, advarer franske aviser.

Offentliggjort Sidst opdateret

Flere franske aviser går ind for, at landets præsident, Emmanuel Macron, får yderligere fem år i Élysée-palæet.

Inden søndagens afgørende valgrunde mellem Macron og højrefløjskandidaten Marine Le Pen opfordrer aviserne deres læsere til at stemme på den siddende præsident.

Dagbladet Le Parisien spørger i en leder, om det i lyset af krigen i Ukraine er "passende at stemme på en populistisk kandidat (Le Pen, red.), som med sit ønske om gøre op med fortiden, vil forværre denne store krise".

Marine Le Pen har gennem flere år talt positivt om Ruslands præsident, Vladimir Putin.

Da hun tidligere denne uge mødte Macron i en tv-duel inden søndagens valg, gjorde præsidenten blandt andet seerne opmærksomme på, at Le Pen undlod at kritisere Putin, efter at Rusland i 2014 havde annekteret Krim, som inden da var del af Ukraine.

Ifølge Le Parisien vil en sejr til Marine Le Pen medføre det modsatte af det nationale sammenhold, som avisen anser som en nødvendighed i disse tider med krig i Europa.

Le Parisien tilføjer, at med Le Pen som præsident vil Frankrig desuden blive en "utroværdig" partner for landets allierede.

De konservative aviser Le Monde og Le Figaro advarer vælgerne om, at selv om meningsmålinger indikerer en sejr til Macron, så kan udfaldet blive det modsatte, hvis de undlader at stemme.

- Der er kun en måde at hjælpe med at forhindre Marine Le Pen, kandidaten for et parti yderst til højre, i at komme til magten på søndag: stem på hendes modstander Emmanuel Macron, skriver Le Monde.

I lederen understreges det, at den anbefaling gælder, uanset de fejltagelser Macron har begået som præsident.

- At stemme blankt eller blive væk vil på ingen måde være gavnligt for at redde vores land fra det værste, skriver avisen.

En meningsmåling offentliggjort fredag viser, at mere end hver fjerde overvejer at holde sig væk fra valglokalerne.

/ritzau/dpa