Franske dommere undersøger Fiat for forureningsfusk
Under kølerhjelmen på Fiat-biler kan der være installeret snydesoftware, der får bilerne til at se mindre forurenende ud, end de er. Franske undersøgelsesdommere går ind i sagen. Arkivfoto Foto: AP/Antonio Calanni
AP/Antonio Calanni
USA og Tyskland anklager Fiat Chrysler for at snyde med bilers gasudledning. Nu åbner Frankrig også en sag.
Franske undersøgelsesdommere har iværksat en kulegravning af Fiat Chrysler. Bilproducenten mistænkes for at have snydt med dieselbilers udledning af forurenende gasser.
Det oplyser unavngivne kilder i det franske retsvæsen.
Undersøgelsen er blevet sat i værk på opfordring fra Frankrigs kontor til bekæmpelse af svindel.
Den kommer efter et lignende forløb i USA. Her beskyldte myndighederne i begyndelsen af året italiensk-amerikanske Fiat Chrysler for at skjule over 100.000 bilers reelle udledning af skadelige udstødningsgasser.
Det skulle være sket gennem en særlig software, som bilerne havde fået installeret. Softwaren gjorde tilsyneladende, at der blev målt et andet udslip af miljøskadelige stoffer ved testkørsel end ved almindelig brug på landevejen.
I september sidste år rettede Tyskland lignende anklager mod Fiat.
Enheden, der hævdes indbygget i firmaets biler, kan ifølge den tyske regerings analyser slå et rensningssystem i udstødningen fra. Den skal være indsat i fire forskellige modeller.
Tyskland har bedt EU om at se på sagen.
Anklagerne mod Fiat Chrysler kommer i forlængelse af en enorm skandale i den tyske bilgigant Volkswagen.
Bilkoncernen har indrømmet, at den har indbygget software, der deaktiverer forureningskontrol under test. 11 millioner dieselbiler har haft denne software indbygget.
Den sag har været en dyr omgang for Volkswagen. I august indgik tyskerne en aftale om at betale mere end 1,2 milliarder dollar i kompensation til 650 amerikanske bilforhandlere. Beløbet svarer til knap otte milliarder danske kroner.
Også Renault er under anklage for at have fusket med forureningstest.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde