Franskfjendtlig uro i Gabon

Der blev torsdag meldt om fransk-fjendtlige uroligheder flere steder i Gabon, en tidligere fransk koloni i Vestafrika. Uroen brød ud i lys lue efter at Ali Bongo, søn af landets nyligt afdøde diktator, blev udråbt som vinder af weekendens præsidentvalg.

I flere distrikter i hovedstaden Libreville strømmede unge mænd gennem gaderne med råb om "død over de hvide", mens der i havnebyen Port-Gentil blev sat ind til det stedlige franske konsulat.

Aggressionerne rettet mod Frankrig skyldtes rygter om, at den tidligere kolonimagt havde dikteret resultatet af søndagens præsidentvalg.

Uroligheder i Libreville startede efter meddelelsen om, at Bongo havde vundet valget med 41 pct. af stemmerne. Det er en komfortabel sejr over hans to førende modkandidater, der begge tidligere havde erklæret sig som valgets vinder, og som nu beskylder Bongo for valgsvindel.

I Port-Gentil angreb flere hundrede tilhængere af oppositionskandidaten Pierre Mamboundou et lokalt fængsel og befriede en række indsatte. Demonstranterne satte senere ild til det franske konsulat og oprettede barrikader i bymidten, oplyser en korrespondent fra det franske nyhedsbureau AFP.

Også i byen Nkembo, lige øst for hovedstaden, udbrød der uro.

- Folk ødelægger alt, de kommer i nærheden af. De har smadret forretninger. Det er et rod, siger en lokal indbygger, Benjamin Ngouan.

Vælgerne i Gabon gik søndag til valg for at finde en afløser for landets mangeårige præsident Omar Bongo Ondimba, der døde i juni 73 år gammel. Med 41 år ved magten var han ved sin død Afrikas længstsiddende præsident.

Sønnen Ali Bongo, som nu er erklæret vinder af valget, er tidligere forsvarsminister i det vestafrikanske land.

Gabon løsrev sig fra Frankrig i 1960. Landet er den fjerdestørste olieproducent i Afrika syd for Sahara og kontinentets næststørste eksportør af tømmer. Men omkring 60 procent af landets 1,5 millioner indbygger lever under fattigdomsgrænsen.

/ritzau/AFP

"Død over de hvide". Fransk-fjendtlige uroligheder i Gabon efter rygter om, at den tidligere kolonimagt har fikset resultatet af weekendens præsidentvalg.

Offentliggjort Sidst opdateret