Franskmand svømmer over plastikforurenet Stillehav
Den franske maratonsvømmer Benoit "Ben" Lecomte gør klar til en svømmetur på 9000 kilometer fra Tokyo til San Francisco. Turen ventes at vare mellem seks og otte måneder. Foto: Martin Bureau/Ritzau Scanpix
Martin Bureau/Ritzau Scanpix
Det er et af målene med Lecomtes projekt at skabe mere fokus på plastikforureningen af verdenshavene.
Franskmanden Ben Lecomte har kastet sig ud i Stillehavets bølger og indledte tirsdag en svømmetur på 9000 kilometer fra Tokyo til San Francisco.
Det er et hajfyldt og plastikforurenet farvand, hvor han kan støde på store gopler og kæmpebølger.
Da Lecomte gik i land efter at have svømmet over Atlanten i 1998, lovede han sig selv, at han aldrig ville gøre noget lignende igen.
Men 20 år senere er den 51-årige franskmand kommet på andre tanker.
Han kommer til at svømme i dele af det store Stillehavs-område mellem Hawaii og Californien, hvor der flyder en gigantisk ophobning af plastik og affald rundt i havet.
Det er et af målene med Lecomtes projekt at skabe mere fokus på forureningen af verdenshavene, og miljøaktivister på en ledsagende båd indsamler løbende vandprøver for at få mere at vide om især plastikforureningen.
- Da jeg var dreng og gik med min far på stranden, så jeg næsten ingen plastik. I dag når jeg går der med mine egne børn, ser vi plastik overalt, siger han.
Lecomte venter, at han vil svømme otte timer dagligt. Resten af tiden vil han tilbringe på en båd, hvor han skal spise, hvile og sove.
Hans søn og hans datter svømmede ved siden af ham de første hundrede meter, hvorefter de sluttede sig til andre familiemedlemmer og en lille folkemængde, som tog afsked med Lecomte.
Turen ventes at vare mellem seks og otte måneder.
Lecomte siger til AFP, at det mentale er vigtigere end det fysiske for at gennemføre turen.
- Man må sørge for, at man hele tiden har noget positivt at tænke på. Hvis der ikke er noget til at holde tankerne beskæftiget, så kommer man ind i en form for nedadgående spiral, og så begynder problemerne, siger han.
- Jeg forsøger at adskille min bevidsthed fra kroppen, og alt, hvad der sker med min krop - kulde eller smerter - forsøger jeg at ignorere. Jeg har dagligt en plan for, hvad der skal optage mig i de otte timer, hvor jeg svømmer.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde