Fratrådt EU-kommissær slår igen

Tidligere EU-kommissær John Dalli, der i sidste uge blev tvunget til at træde tilbage som følge af en korruptionsefterforskning, kræver at få sit navn renset. Og han truer med at gå rettens vej.

Offentliggjort Sidst opdateret

På et pressemøde i et tætpakket lokale i en kontorbygning lige over for hans gamle arbejdsplads i Bruxelles siger en følelsesladet Dalli onsdag, at han får juridisk bistand til at afgøre, hvor han skal lægge sag an.

Han siger, at det kan blive enten i EU-byen Bruxelles, i hans hjemland Malta, ved EU-Domstolen i Luxembourg eller Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg.

Dalli sender samtidig en indtrængende appel til kommissionsformand José Manuel Barroso:

- Jeg ønsker, at hr. Barroso renser mit navn. Det er meget alvorlige beskyldninger. De vil skade min fremtid. Og hele min families fremtid, siger Dalli.

Den tidligere maltesiske kommissær for sundhed og forbrugerbeskyttelse siger, at han stadig ikke har set hele den rapport fra EU's antisvindelkontor, Olaf, som var baggrunden for, at Barroso tirsdag i sidste uge bad ham træde tilbage.

Dalli bestrider ikke, at han ifølge reglerne var nødt til at gå, når Barroso bad ham om det. Men han afviser, at han har gjort noget galt. Og siger, at han stadig ikke har set hele den rapport fra EU's antisvindelkontor, der førte til det, han ser som en fyring.

Dalli afviser "kategorisk", at han eller andre med hans vidende skulle have modtaget penge for at fremme lobbyisters interesser i forbindelse med arbejdet med nye regler for snustobak.

Kommissionsformand Barroso skriver onsdag i et brev til Dalli, at han "ikke kan acceptere de udtalelser og påstande", Dalli er kommet med siden fratrædelsen.

- Deres forskellige klager og beskyldninger om ulovlig eller ukorrekte handlinger over for Dem, som De har fremsat i adskillige udtalelser siden 17. oktober 2012, er tilsvarende uforståelige, skriver Barroso og appellerer til Dalli om at "optræde med integritet".

/ritzau/