Fredagsbønnen i Damaskus og andre syriske byer vil formentlig sende et signal om, hvordan situationen i landet kan komme til at udvikle sig.
Det skønner Anders Hastrup, direktør for Det Danske Institut i Damaskus.
Dagen efter den tale, som Syriens mangeårige hersker, Bashar al-Assad, holdt, er Anders Hastrup i øvrigt forsigtig med at drage vidtrækkende konklusioner. Dels af talen, dels af befolkningens reaktion på den.
- Assad udstrålede som altid ved sådanne lejligheder stort overskud, men det er svært at sige, hvor presset en mand han er i disse dage. Der er næppe tvivl om, at mange gerne havde set flere konkrete indrømmelser i talen, siger Anders Hastrup.
Han fortæller, at han ligesom andre i landet i vid udstrækning får de fleste informationer gennem internettet og udenlandske nyhedsmedier.
Ét af hovedelementerne i de undtagelseslove, som har været gældende i Syrien i næsten 50 år, er nemlig den manglende pressefrihed, der giver styret mulighed for at kontrollere og tilbageholde informationer.
Ifølge syriske menneskeretsgrupper har sikkerhedsstyrkerne de seneste uger dræbt 130 mennesker, mens myndighederne sætter tallet langt lavere.
I timerne efter Assads tale blev der rapporteret om skyderier i den store havneby Latakia, der har været skueplads for en række demonstrationer mod Assad og hans styre.
- Men her, hvor jeg sidder, ved ingen med sikkerhed, hvorfor det netop sker i Latakia, hvem de mennesker er, som står bag, og om der er tale om meget koordinerede tiltag. slutter Anders Hastrup.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde