Fredelig homoparade i Litauen mødt med æg og flasker
Lørdagens homoparade i Vilnius, Baltic Pride, gik godt, trods moddemonstranter, der kastede med æg og flasker og fremviste nazisymboler undervejs på ruten.
Det vurderer Helle Jacobsen, der er projektkoordinator for Amnesty International, og som har hjulpet homobevægelsen i Litauen, Lithuanian Gay League (LGL), med at stable paraden på benene.
- I det store hele gik det godt. Paraden blev gennemført, og ingen kom til skade. Det er jo det vigtigste. Med det sagt var der nogle enkelte tilfælde, hvor moddemonstranter fik mulighed for at kaste æg og to flasker på paraden, siger hun.
Ifølge Helle Jacobsen er der ikke meldt om tilskadekomne, og 28 moddemonstranter skal være blevet arresteret i løbet af lørdagen.
Hun understreger desuden, at politiet har gjort det "rigtigt godt" under paraden - dog var der enkelte tidspunkter, hvor paraden "følte, at vi var lidt heldige," siger hun.
Stemningen har ifølge Helle Jacobsen også været positiv blandt Amnestys medarbejdere.
- Folk har været rigtigt glade for, at ruten var så åben og fri. Det var den slet ikke under den første Pride-parade i 2010 - der var vi helt hegnet ind, siger hun og tilføjer:
- Men det er da skræmmende med moddemonstranter, der står med nazisymboler.
Amnesty har op til dagens event bistået LGL i kampen for at holde paraden i byens centrum - en plan, der har været gennem fire retssager, før tilladelsen kom i hus.
Dagens parade understreger, siger Helle Jacobsen, at internationalt pres virker i kampen for rettigheder.
- Og vi skal blive ved med at lægge pres, så lokale byrådspolitikere ikke kan blive ved med at krænke homoseksuelles rettigheder til at gå frit på gaden, siger hun.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde