En række modtagere af Nobels fredspris beder nu G20-landene lægge fornyet pres på Kina for at få løsladt den fængslede menneskeretsaktivist Liu Xiaobo, der modtog den prestigefyldte fredspris i år.
- Den kinesiske regerings løsladelse af dr. Liu vil være en ekstraordinær anerkendelse af den bemærkelsesværdig forandring, Kina har undergået i de seneste årtier, skriver gruppen i et brev, der blev offentliggjort mandag.
Brevet er underskrevet af blandt andre den sydafrikanske ærkebiskop Desmond Tutu, USA's tidligere præsident Jimmy Carter og tibetanernes åndelige leder, Dalai Lama.
Kinas regering reagerede særdeles skarpt, da Nobels fredspris tidligere på måneden blev tildelt Liu Xiaobo, som Kina betegner som en "kriminel".
Liu afsoner i øjeblikket en straf på 11 år for statsfjendtlig virksomhed. Den 54-årige forfatter har siddet i fængsel siden december, efter at han skrev Charter 08, et manifest, der er underskrevet af tusinder, som kræver demokrati og menneskerettigheder i Kina.
I brevet fra fredsprismodtagerne opfordres ledere fra G20-landene til at lægge pres på den kinesiske præsident, Hu Jintao, når de mødes til G20-topmøde i Sydkorea 10.-11. november.
De 15 underskrivere af brevet opfordrer også til, at Kinas styre løslader Liu Xiaobos hustru, Liu Xia, der i praksis har siddet i husarrest efter årets prisuddeling.
Norske diplomater har forsøgt at besøge hende, men er blevet stoppet, skriver den norske avis VG på sin hjemmeside.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker