Frihedspartiet står til fremgang i Østrig
Frihedspartiet, FPÖ, står til kraftig fremgang ved europaparlamentsvalget i Østrig, hvor de sidste valgsteder lukkede klokken 17.
Ifølge en prognose lavet for tv-stationen ORF stiler den afdøde Jörg Haiders parti mod en stemmeandel på 19,5 procent. Det er markant bedre end de 12,7 procent, partiet fik ved valget til Europaparlamentet i 2009.
FPÖ's spidskandidat, Harald Vilimsky, taler ifølge ORF om "et sensationelt resultat" og kalder sig selv for "aftenens sejrherre".
Centrum-højrepartiet ÖVP står ifølge prognosen til at bevare sin position som Østrigs største i parlamentet. Men partiet ser ud til at gå noget tilbage - fra 30 til 27,3 procent af de afgivne stemmer.
Othmar Karas, som er partiets spidskandidat, siger søndag aften:
- Vi har nået alle vores mål og er kommet til mållinjen med stort forspring.
Det socialdemokratiske SPÖ står til at blive næststørst med et stort set uændret valgresultat på omkring 23,8 procent af stemmerne.
- Man kan altid blive glad for en fremgang, skriver Eugen Freund, partiets spidskandidat, i en pressemeddelelse.
Partiet De Grønne står til at få sit bedste valg nogensinde med en tredobling af stemmeandelen, der ifølge ORF lander på lige over 15 procent.
Grunden til, at alle de større partier i Østrig ser ud til at komme sejrrigt ud af valget, er ifølge østrigsk tv, at Hans-Peter Martins protestparti, der fik 17,7 procent af stemmerne i 2009, ikke stiller op denne gang.
De officielle valgresultater må først offentliggøres klokken 23 over hele Den Europæiske Union. Men ORF oplyser, at deres prognose baserer sig på over 90 procent af de afgivne stemmer.
Østrig har 18 af Europaparlamentets 751 pladser.
/ritzau/
Seneste artikler
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Vild nat: Tre brande og indbrud i guldsmed på Lolland
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker