Zimbabwes Højesteret har frikendt oppositionspolitikeren Roy Bennett, som siden februar 2009 har været anklaget for planer om terror og sabotage mod landets præsident, Robert Mugabe.
Den hvide landmand, Roy Bennett, har længe været en nær rådgiver for Morgan Tsvangirai.
Han blev anholdt, netop som hans partikolleger i Bevægelsen for Demokratisk Forandring (MDC) var ved at blive taget i ed som ministre i landets nye koalitionsregering.
Efter flere måneders strid om fordelingen af ministerposter accepterede MDC's leder, Morgan Tsvangirai, i januar 2009 at slutte sig til Mugabes regerende Zanu-PF-regering.
Koalitionsregeringen gav Tsvangirai premierministerposten, mens Mugabe forblev præsident.
Da de to partier i første omgang udpegede deres respektive kandidater til ministerposter, stejlede Zanu-PF kraftigt mod at udpege Roy Bennett som vice-landbrugsminister.
Kort tid efter blev han så fængslet og sigtet for terrorplaner.
Anholdelsen af Roy Bennett kastede en mørk skygge over den nye samlingsregering i Zimbabwe, og mange stillede straks spørgsmål ved, om anklagerne mod Roy Bennett var Mugabes værk.
Der blev i domsafsigelsen ikke kommenteret på, hvorvidt Mugabe har haft en finger med i spillet.
Men det var en tydelig glad og lettet Roy Bennett, der trådte ud i friheden.
- Jeg er meget glad. Denne dom giver håb om, at vi er tilbage til retfærdighed og retsstaten, sagde Roy Bennett efter dommen.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde