Frivillige fjerner bunker af plastik på Balis sandstrande efter monsun

En mand står på et tykt lag af plastik og andet skrald, der er skyllet i land på en strand i Kedonganan på turistøen Bali. Foto: Sonny Tumbelaka/Ritzau Scanpix

Forureningen af Balis strande med plastik er den værste, man nogensinde har set, siger miljøorganisation. Bevæbnet med handsker og poser rydder frivillige op.

Offentliggjort Sidst opdateret

Mens frosten har sat ind i Danmark, er der regnsæson i den tropiske østat Indonesien.

Det sydøstasiatiske land er blandt de steder i verden, hvor der er mest forurening med plastik. Meget af det skylles ud i havet under regnsæsonens hyppige monsuner.

Siden ender noget af det i maverne på skildpadder og andre havdyr, mens andet skyller op på strandene.

På det yndede turistmål Bali mødtes frivillige lørdag på en strand i Kedonganan for at rydde op endnu en gang.

De blev mødt af et metertykt lag af skrald. Plastikkopper, sugerør og bestik af plast i store dynger blandet med træ og andet affald.

Det er det hidtil værste tilfælde af forurening med plastik på Balis strande, lyder det fra miljøorganisationen Sungai Watch.

- Vi har aldrig set et metertykt lag plastik i sandet før. På kun seks dage med oprydning har vi samlet 25 tons. Det er en rekord for os, siger organisationens stifter, Gary Bencheghib.

Han tilføjer, at det meste af skraldet er kommet fra byer på Java. Øen ligger lige vest for Bali og er den mest befolkede i Indonesien. Der ligger flere storbyer, herunder hovedstaden, Jakarta, hvor der bor over 10 millioner mennesker.

Blandt de omkring 600 frivillige, som samlede skrald på stranden i Kedonganan, var den russiske turist Tatiana Komelova.

Hun blev chokeret, da hun så bunkerne af skrald, siger hun og tilføjer, at det har fået hende til at tænke over, hvor meget plastik hun selv forbruger.

- Jeg vidste godt, at det her problem eksisterede. Men jeg vidste ikke, at det var så slemt.

- Jeg bruger selv mange plastikprodukter. Nu forsøger jeg at reducere det så meget som muligt, siger hun.

Sammen med de andre samlede hun med håndkraft affald sammen i flere hundrede store sække.

Det er dog kun et lille indhug i de enorme mængder af plastic, som ender i havet og på strandene i Indonesien.

Lokale og turister fjerner lørdag skrald fra en strand i Kedonganan på Bali. Ifølge en miljøorganisation stammer den store mængde plastikskrald fra byer på Java. Foto: Sonny Tumbelaka/Ritzau Scanpix

Her er de til fare for fisk og andre havdyr, som indtager plastikken eller bliver fanget i den.

Blandt de sårbare arter er den grønne havskildpadde, som er en af verdens største slags skildpadder. Arten, der også kendes som suppeskildpadde, er i dag truet. Det skyldes både jagt, mangel på levesteder og plastikforurening.

Ifølge Verdensnaturfonden (WWF) finder man dem således ofte med plastik i maven, fordi de forveksler plastikposer med vandmænd.

I nyere tid har Indonesien sat gang i en indsats for at mindske forureningen.

Landets er dog fortsat blandt de af verdens lande, der er ansvarlig for mest forurening med plastik til skade for både miljøet og klimaet.

Ifølge FN ender over en million tons plastikaffald fra Indonesien i havet hvert år.

/ritzau/AFP

Tonsvis af plastik ender i havet

* Bortset fra Kina vurderes Indonesien at være det land i verden, hvorfra mest plastik ender i havet.

* Også floderne i Indonesien er berørt af den store forurening med plastik.

* Ifølge en FN-rapport fra 2020 er der årligt 3,2 millioner tons plastikaffald i Indonesien, som ikke bliver håndteret.

* Ud af de 3,2 tons plastik ender omkring 1,3 tons i havet.

* Der bor over 270 millioner mennesker i Indonesien, hvilket gør befolkningen til den fjerdestørste efter Kina, Indien og USA.

Kilde: FN's miljøprogram.

/ritzau/

Køb et abonnement og få adgang

Allerede abonnent? Log ind her

Digital-abonnement

  • Dagens avis hver dag som e-avis
  • Adgang til alle artikler på folketidende.dk
  • Adgang til arkivet (1873-nu)
  • Adgang til FolketidendePlay
  • Lås op for Folketidende Fordele
Få adgang nu