Frivillige forsøger at redde julen i tornadoramte Kentucky
På en parkeringsplads i Mayfield bliver der delt mad ud til familier, som for nylig mistede alt i tornadoer.
Med hjælp fra frivillige fra hele USA vil familier i det vestlige Kentucky forhåbentligt være i stand til at mærke julen lørdag - to uger efter at en række dødelige tornadoer ramte området.
Amerikanerne fejrer jul den 25. december.
- Vi prøver bare at sørge for, at det bliver jul, siger Jimmy Finch, en frivillig fra nabostaten Tennessee.
Han rejste til byen Mayfield i Kentucky, dagen efter at tornadoerne ramte.
- Jeg har ikke tal på, hvor mange mennesker vi har givet mad. Vi opfordrer bare alle til at blive ved med at komme tilbage, siger han.
I et stort, gult telt på en parkeringsplads serverer frivillige fra Scientology varm mad og drikke på en kold og blæsende juleaften.
- Det er en meget svær tid for alle, siger Chad Adams, der er medlem af organisationen Scientology Volunteer Minister.
- Vi forsøger at sørge for, at alle får noget at spise, siger han.
Chad Adams anslår, at de har serveret over 30.000 måltider, siden katastrofen indtraf.
Andre steder i Mayfield, der stort set blev lagt i ruiner af tornadoerne, deler organisationer legetøj ud til familier, som har mistet alt, i håb om at bringe lidt glæde midt i tragedien.
Mindst 79 mennesker, heriblandt 12 børn, mistede livet i tornadoerne, der hærgede flere delstater den 10. og 11. december. Mange mennesker savnes fortsat.
- Omfanget af ødelæggelserne er næsten ufatteligt, sagde præsident Joe Biden under et besøg i Mayfield i midten af december.
Her gik præsidenten gennem det, der er tilbage af byen.
Bygning efter bygning er forvandlet til pindebrænde af stærke naturkræfter, og der er dynger af mursten og brædder, hvor der engang var huse.
De materielle ødelæggelser løber op i milliarder af dollar.
Biden har lovet hjælp fra den føderale statskasse til at genopbygge Mayfield og andre steder, hvor tornadoerne har gjort skade.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde