Front National klar til triumf ved franske lokalvalg
Foto: Philippe Huguen /Scanpix
Philippe Huguen /Scanpix
Franske vælgere er for anden weekend i træk på vej til valg - denne gang for definitivt at afgøre, hvem der skal lede landets over 36.000 kommuner.
Ved denne anden valgrunde er forventningen, at det højreorienterede og EU-skeptiske Front National vil cementere de opsigstvækkende gode resultater fra første runde - på bekostning af de regerende socialister.
Eksperter mener, at valgresultatet vil få præsident François Hollande, leder af Socialistpartiet, til at lade den populære indenrigsminister, Manuel Valls, overtage premierministerposten fra den nuværende Jean-Marc Ayrault.
Den største omvæltning i det politiske franske landskab tegner til at blive Front Nationals landvinding.
Partiet står til at overtage borgmesterposten i et dusin mellemstore byer.
I første valgrunde vandt partiet med Marine Le Pen i spidsen fem procent af stemmerne - et særdeles godt resultat for partiet set i lyset af, at det blot stillede med 600 kandidater i de mange tusind kommuner.
Resultatet bliver i høj grad set som et signal fra befolkningen om harme og træthed over Hollandes regerings manglende evne til at få en stagnerende fransk økonomi vendt - og for det ventes premierminister Ayrault altså at blive straffet.
Samtidig står Paris over for at få sin første kvindelige borgmester nogensinde.
Socialistpartiets borgmesterkandidat, Anne Hidalgo, ser ud til at ville modstå den nationale drejning mod hendes parti og således bevare den franske hovedstad under venstreorienteret kontrol.
Alt peger dog på, at det bliver ekstremt tæt, efter at hendes nærmeste kandidat, centrum-højrepartiet UMP's Nathalie Kosciusko-Morizet, klarede sig bedre end ventet ved valgets første runde.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker