Fru Obama og datter i Spanien

USA's førstedame, Michelle Obama, og hendes yngste datter, den niårige Sasha, er ankommet til Spanien på et kort besøg, som lokale myndigheder håber vil booste turismen.

Parret ankom til lufthavnen i Malaga om bord på et amerikansk militærfly og kørte videre til det femstjernede Hotel Villa Padierna i nærheden af Marbella. Det Hvide Hus betegner besøget som en "privat mor-datter-ferie" sammen med flere gamle venner.

Hotelejer Ricardo Arranz siger, at Michele Obama har reserveret 60 værelser til sig selv, datteren, deres venner og det omfattende opbud af sikkerhedsfolk.

Præsident Barack Obama, som fejrer sin 49 års fødselsdag onsdag, er blevet hjemme i Washington. Parrets ældste datter, den 12-årige Malia, er på sommerlejr i USA.

Michelle Obama skal under opholdet i Spaniens mødes med kong Juan Carlos og dronning Sofia på deres sommerpalads på Mallorca.

Det spanske pr-firma Oak Power Communication skønner, at Obama-besøget vil kaste omkring 50.000 radio- og tv-omtaler samt artikler af sig i medier rundt om i verden. Dette betyder reklame for den spanske Andalusien-region, der har en værdi af 800 millioner euro - knap seks milliarder kroner.

/ritzau/AFP

Michelle Obama er ankommet til Spaniens solkyst. Besøget ventes at give Andalusien-regionen en omtale til en værdi af seks milliarder kroner.

Offentliggjort Sidst opdateret