Frygt for flere selvmordsangreb i Somalia

En radikal islamistisk leder i Somalia, Hassan Dahir Aweys, opfordrer til flere selvmordsangreb mod fredsbevarende soldater fra Den Afrikanske Union, efter at 21 mennesker torsdag blev dræbt af bilbomber i Somalias hovedstad Mogadishu.

- Jeg opfordrer befolkningen til at udføre flere angreb mod de afrikanske styrker, som er i Somalia for at hjælpe fjenden. Dræb dem på enhver mulig måde og gør det med selvmordsangreb, siger han.

Han fremsatte opfordringen ved en bøn i Elashabiyaha omkring 18 kilometer vest for Mogadishu.

Ved torsdagens bilbombeangreb var 17 fredsbevarende soldater blandt de dræbte.

/ritzau/AFP

Radikale opfordrer til flere selvmordsangreb i Somalia, efter at 21 personer blev ofre for bilbomber i Mogadishu.

Offentliggjort Sidst opdateret