Frygten ruller ind over Sveriges kurdere efter aftale med Tyrkiet
Amineh Kakabaveh, kurdisk løsgænger i Sveriges Riksdag, har været tungen på vægtskålen og reddet den socialdemokratiske regering, som til gengæld har lovet et dybere samarbejde med den kurdiske gruppe PYD i Syrien. Det har vakt vrede i Tyrkiet, der har krævet hende udleveret til Tyrkiet. Hun er ellers af iransk afstamning. Nu har Sverige lovet Tyrkiet ikke at støtte PYD. Foto: Christine Olsson/Tt/Ritzau Scanpix
Sveriges vej ind i Nato sender rystelser igennem Sveriges kurdere. Tyrkiets krav for ja til svensk Nato-medlemskab er, at Sverige udviser en række kurdere.
Ritzau RitzauFrank Jørgensen/ritzau/
OffentliggjortSidst opdateret
- De vil aldrig kunne deportere mig herfra i levende live.
Den 45-årige kurdiske kvinde Aysen Alhan står på en liste med 33 navne på kurdere, som Tyrkiet kræver udleveret fra Finland og Sverige for at acceptere de to lande i Nato.
Aysen har været svensk statsborger i 14 år.
Hun har set sit navn på listen i tyrkiske medier, siger hun til avisen Aftonbladet.
Hun er skuffet. Hun er chokeret.
Annonce
- Der er ikke terrorister på listen. Det er forfattere og journalister. Deres våben er deres hjerne. Sættes de i fængsel, holder de ikke op med at tænke.
Ifølge hendes egne oplysninger var hun som 17-årig aktiv i det kommunistiske parti i de kurdiske områder i Tyrkiet.
Hun siger til Aftonbladet, at hun blev dømt fængsel på livstid for at ville bekæmpe Tyrkiets forfatning med vold og indføre marxisme.
Efter fem års fængsel blev hun løsladt midlertidigt og ventede på en anden retssag. Hun så sit snit til at flygte til Sverige.
Der bor omkring 100.000 kurdere i Sverige. Mange af dem er af tyrkisk oprindelse.
På den tyrkiske liste over 33 kurdere, der kræves udleveret, er 21 svenske kurdere.
Finland og Sverige har på grund af Ruslands invasion af Ukraine søgt om at blive optaget i Nato for at få beskyttelse.
Det var i første omgang ventet, at de to lande fik en hurtig vej ind i forsvarsalliancen.
Men så begyndte Recep Tayyip Erdogan, Tyrkiets præsident, at stille krav.
Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, kræver kurdere udleveret fra Sverige. Det står der ikke noget om i den aftale, der er indgået om at optage Sverige i Nato. Men Erdogan truer alligevel med at blokere svensk optagelse. Foto: Alberto Ortega/Ritzau Scanpix
Finland og Sverige skulle slå ned på de kurdiske "terrorister" i deres lande. De skulle droppe en våbenembargo mod Tyrkiet.
Annonce
Under det netop afsluttede Nato-topmøde i Madrid blev de enige om en plan, der skal sikre tyrkisk accept af de to lande i Nato. Flere af Erdogans krav blev imødekommet.
Nye Nato-lande skal godkendes af hvert af de 30 Nato-lande. Så Tyrkiets parlament har her en afgørende rolle.
Men da Nato-mødet sluttede, så det ud til, at Erdogan prøver at malke koen yderligere.
Han sagde ifølge Reuters og AFP, at "Sverige har lovet at udlevere 73 terrorister".
Han sagde ikke, hvor eller hvornår det løfte blev givet.
Der står ikke noget om udlevering i den aftale, de blev enige om.
Trods aftalen er Erdogan tilsyneladende ikke klar til at lukke Sverige ind endnu.
- Hvis de opfylder deres forpligtelser, sender vi det til parlamentet (optagelse i Nato, red.). Gør de det ikke, er det udelukket, sagde han ifølge Reuters.
I flyet på vej hjem fra Nato-topmødet sagde han ifølge tyrkiske medier:
- Bolden er nu på deres banehalvdel. Sverige og Finland er i øjeblikket ikke Nato-lande.
Annonce
Sveriges migrations- og justitsminister, Morgan Johansson, siger til det svenske nyhedsbureau TT, at "i Sverige gælder svensk lov og uafhængige domstole. Svenske statsborgere udleveres ikke".
- Ikke-svenske statsborgere kan udleveres på begæring af andre lande, men kun hvis det er foreneligt med svensk lov og Europakonventionen.
Aftonbladet skriver, at mange kurdere nu føler stor uro og skuffelse over Sverige og den socialdemokratiske regering.
- Hvorfor skal kurdere nu stemme på Socialdemokraterna? De har jo solgt os, siger komikeren Dilan Apak.
/ritzau/
Aftalen mellem Tyrkiet og Sverige
Under det nylige Nato-topmøde i Madrid, Spanien, indgik Tyrkiet på den ene side og Sverige og Finland på den anden en aftale, der indebærer, at Tyrkiet kan stemme for at optage de to lande i Nato.
Aftalen indebærer:
* De tre lande lover samarbejde og solidaritet i kampen mod terror i "alle dens former og manifestationer".
* Sverige og Finland lover fuld støtte til Tyrkiet imod trusler mod landets nationale sikkerhed. Det betyder i praksis, at Sverige og Finland ikke vil yde støtte til det kurdiske parti PYD og partiets væbnede fløj, YPG.
* Sverige og Finland lover, at de ikke vil støtte Fetö. Det er det navn, de tyrkiske myndigheder har givet den såkaldte Gülen-bevægelse.
* Sverige og Finland bekræfter, at "Det Kurdiske Arbejderparti (PKK) er en forbudt terrororganisation".
* Sverige og Finland skal ikke have våbenembargo mod Tyrkiet.
* Tyrkiske embedsmænd har siden talt om, at Sverige og Finland vil udlevere 33 kurdere. Tyrkiets præsident har talt om 73. I aftalen står der ikke noget om udlevering af kurdere.
Seneste artikler
Dagens dummeste bilist: Fire sigtelser på én gang
Flammer tæt på hus: 70-årig sigtet
Tidlige storkampe venter NFH i ny ligasæson
Mystisk nattebesøg ved byggemarked endte i håndjern
Efter stor indsats: Savnet mand fundet død
Mest læste artikler
Efter stor indsats: Savnet mand fundet død
Udlejer vil sælge til nedrivning
Gigant vil udvide på Falster
Brand i Nykøbing: Naboer hjalp til fra begge sider af hækken
Bogø Færgen og motorbåd i sammenstød