Frygtet virus koster 59 menneskeliv i Vestafrika
Foto: Florence Panoussian /Scanpix
Florence Panoussian /Scanpix
En dødelig epidemi har siden sidste måned hærget det vestafrikanske land Guinea, og lørdag bekræfter en talsmand for regeringen, at der er tale om ebola.
Det frygtes samtidig, at virussen har spredt sig til nabolandet Sierra Leone, skriver Reuters.
Tidligere lørdag sagde myndighederne, at 34 mennesker var døde som følge af virussen, men lørdag aften oplyser landets sundhedsministerium, at yderligere 25 dødsfald skyldes ebola.
Eksperter i Guinea, der har en befolkning på omtrent 11,5 millioner mennesker, har ikke været i stand til at identificere sygdommen, hvis symptomer - diarré, opkast og blødninger - først blev observeret for seks uger siden.
Men videnskabsmænd, der har arbejdet med prøver i den franske by Lyon, bekræfter nu, at der er tale om ebola, oplyser sundhedsministeriet i Guinea.
- Ebola-epidemien, der har raseret i det sydlige Guinea siden 9. februar, har dræbt 59 personer ud af 80 identificerede tilfælde, siger Sakoba Keita, ministeriets chef for sygdomsforebyggelse.
- Vi er overvældede, og vi kæmper mod epidemien med alle de midler, vi har til rådighed med hjælp fra vores partnere, men det er svært, siger han.
Der findes i dag ingen behandling eller vaccine mod ebola, der ifølge WHO dræber mellem 25 og 90 procent af de smittede. Det gør den til en af verdens mest dødelige virusser.
Ebola overføres fra menneske til menneske gennem kontakt med organer, blod, sekreter og andre kropsvæsker.
Til at starte med giver den influenzalignende symptomer, høj feber og ondt i halsen, men udvikler sig herefter til svære blødninger i indre organer og huden - og ofte med døden til følge.
Eksperter siger, at det er muligt at tæmme virussen, fordi den dræber sine ofre hurtigere, end den kan nå at sprede sig.
Ebola er opkaldt efter en lille flod i Den Demokratiske Republik Congo, hvor den første gang blev registreret i 1976. Siden da har 1850 personer været diagnosticeret med virussen. Af dem er 1200 døde, oplyser FN.
Det seneste udbrud af ebola fandt sted i Den Demokratiske Republik Congo i 2012 og kostede 34 mennesker livet.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned