Fuld europæisk opbakning til nye topposter

Der var fuld opbakning til EU's nye præsident og udenrigschef fra alle 27 medlemslande. Det understreger aftenens chefforhandler, den svenske statsminister Fredrik Reinfeldt, efter topmødet i Bruxelles.

- Vi har truffet beslutningen enstemmigt. Jeg har holdt en fuld konsultation med mine 26 kolleger. Det var det, de ville have, siger han med henvisning til udnævnelsen af den belgiske premierminister Herman Van Rompuy som ny EU-præsident og beslutningen om at gøre EU-kommissæren Catherine Ashton til udenrigschef.

Forud for kroningen af de to nye EU-repræsentanter er ellers gået en lang navnefarce, hvor navnet på den ene kandidat har taget den anden. Blot få timer før topmødet i den belgiske hovedstad skulle begynde, var der ifølge diplomatiske kilder stadig 20 navne i spil. Men da stats- og regeringscheferne først satte sig til bords, gik det lettere end ventet med at blive enige, og det frygtede forhandlingsmaraton blev aflyst efter et par timers diskussion.

Briterne har hele ugen lagt pres på for at få udnævnt den tidligere premierminister Tony Blair til EU-præsident. Men premierminister Gordon Brown måtte opgive sin position og fik i stedet en brite som udenrigschef. Ovenikøbet en kvinde, en stor mangelvare i EU.

Men den nye udenrigschef vil ikke høre tale om, at hendes køn er hendes eneste bedrift.

- Døm mig på hvad jeg gør, så tror jeg, I vil blive glade og stolte, siger Catherine Ashton.

Aftenens anden store vinder lovede, at han som præsident vil arbejde for at samle Europa og høre alle.

- Jeg vil tage hensyn til alles interesser. Hvert land har sine egne vaner, kultur og historie. Jeg vil sørge for, at alle lande kommer ud af forhandlingerne som vindere, siger Herman Van Rompuy.

/ritzau/

EU's nye topposter blev besat af 27 enige stats- og regeringschefer. Briterne opgav kampen om præsidentposten og fik i stedet en landsmand som udenrigschef.

Offentliggjort Sidst opdateret