Fyringer i Afghanistan efter insiderangreb
Afghanistan siger, at hundredvis af soldater er blevet anholdt eller afskediget efter en række insiderangreb på Nato-soldater.
Antallet af de såkaldte insider-angreb har i Afghanistan haft et omfang, som ikke tidligere har været kendt i moderne krigsførelse.
I år har afghanske militærpersoner i mindst 30 tilfælde vendt deres våben mod Nato-soldater, og 45 soldater fra udlandet er blevet dræbt.
Udviklingen kan potentielt true de vestlige tilbagetrækningsplaner.
Nato's generalsekretær, Anders Fogh Rasmussen, har udtrykt dyb bekymring over angrebene.
- Hundredvis er blevet fyret eller tilbageholdt, fordi de har haft forbindelser til oprørerne. I nogle tilfælde har vi haft beviser mod dem, i andre har vi kun haft mistanken, siger en talsmand for det afghanske forsvarsministerium.
- Anvendelse af en afghansk uniform mod udenlandske soldater er meget alvorlig, og vi tager det meget alvorligt i forsvarsministeriet og i regeringen, siger regeringstalsmanden Zahir Azimi i Kabul.
De amerikanske specialstyrker i Afghanistan har suspenderet al træning og uddannelse af afghanske rekrutter, indtil de nye soldater er blevet undersøgt på ny for forbindelse til Taliban-oprørerne. Det skrev The Washington Post søndag.
Ifølge den amerikanske avis har beslutningen betydning for 27.000 rekrutter.
De afghanske rekrutter bliver normalt tjekket grundigt, inden de bliver en del af hæren. Men ifølge The Washington Post er det kritiske eftersyn ikke blevet udført grundigt nok, fordi processen sløver en hurtig udvikling af den afghanske hær og landets politistyrke.
/ritzau/AFP
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker