G20-lande uenige forud for topmøde

G20-topmødet er for alvor ved at komme i gang i Sydkorea, men der er fortsat store uenigheder mellem landene.

I en tv-transmitteret tale siger USA's præsident, Barack Obama, at USA vil fremme økonomisk vækst på en "fornuftig" og "stabil" måde.

- Men det er vanskeligt at gøre, hvis vi begynder at se store ubalancer udvikle sig igen, som de der bidrog til den krise, vi lige er gået igennem, siger Obama.

USA, der stadig kæmper for at komme sig over den værste økonomiske krise i årtier, vil have G20 til at være med til at begrænse "overdrevne uligheder" i handlen mellem landene.

Det udspil møder modstand, ikke blot fra Kina, men også fra Tyskland, der selv kan fremvise et stort overskud på handel med udlandet.

- At sætte politiske begrænsninger på handelsoverskud og -underskud er hverken økonomisk begrundet eller politisk passende, siger den tyske kansler, Angela Merkel.

Op til topmødet har der været spændinger mellem Kina og USA. Amerikanerne kritiserer den kinesiske regering for at holde den kinesiske valuta, yuanen, kunstigt lav for at fremme eksporten.

Samtidig er den amerikanske centralbanks beslutning om at foretage støtteopkøb af statsobligationer for 600 milliarder dollar i et forsøg på at stimulere den amerikanske økonomi blevet kritiseret.

Tiltaget ventes at svække dollaren og styrke amerikansk eksport.

Russiske ledere sagde torsdag, at de frygter, at de enkelte lande frem for at samarbejde vil bidrage til en endnu mere ustabil verdensøkonomi ved at svække sine valutaer for at stimulere eksporten.

- Der er fortsat betydelige uenigheder angående valuta og skævheder i betalingsbalancer, sagde G20-talsmand Kim Yoon-Kyung efter forhandlinger onsdag mellem vicefinansministre og embedsmænd.

G20-landenes ledere repræsenterer to tredjedele af verdens befolkning og 90 procent af verdens BNP.

I løbet af dagen holder G20-lederne en række bilaterale møder. Derefter skydes topmødet formelt i gang med en arbejdsmiddag torsdag aften sydkoreansk tid.

/ritzau/AFP

Præsident Obama vil have fokus på ubalance i global handel ved G20-topmødet, hvor der er forskellige syn på, hvordan verdensøkonomien kommer på benene igen.

Offentliggjort Sidst opdateret