G20-ledere dunker hinanden i ryggen

Politikere og eksperter bruger udtryk som "en ny økonomisk verdensorden" for at beskrive konklusionerne af denne uges G20-møde i Pittsburgh, USA. Men kritikere efterlyser konkrete tal og sanktioner.

Efter sammenbruddet i den amerikanske investeringsbank Lehman Brothers sidste år blev G20 et vigtigt forum for håndteringen af den økonomisk-politiske koordination.

Men i takt med, at muskelmassen i gruppen er vokset, har det vist sig vanskeligt at holde de sikkerhedspolitiske spørgsmål væk, når G20-landene har været samlet.

Det blev ikke mindst tydeligt, da spørgsmålet om Irans atomprogram igen blussede op og løb med mediernes opmærksomhed i Pittsburgh.

Kun et enkelt af de fem spørgsmål, der blev stillet på den afsluttende pressekonference, handlede om G20. Resten fokuserede på Iran og Afghanistan.

Det er da også langt fra alle, der er imponerede over konklusionerne fra G20-mødet, der hovedsageligt består i, at verdens ledere dunker hinanden i ryggen.

Et gennemgående tema for kritikken er manglen på konkrete tal og datoer. Andre opfordrer til sanktioner - altså hvad der skal ske, hvis nogen ikke følger reglerne.

- Uden sanktioner betyder denne aftale ingenting, siger Peter Morici, økonom ved universitetet i Maryland til avisen The Wall Street Journal.

/ritzau/TT

G20-mødet sluttede med et dokument præget af rygklap og mangel på konkrete tal og sanktioner, mener kritikere.

Offentliggjort Sidst opdateret