Tomme hensigtserklæringer uden de store ambitioner på verdensøkonomiens vegne. Det er ifølge professor Jesper Rangvid, CBS, hvad der kom ud af G20 topmødet, som sluttede søndag.
Og dermed får mødet heller ingen konsekvenser for dansk økonomi.
- Basalt set blev der ikke besluttet noget, så det får ingen betydning. Man er dybest set nået frem til en hensigtserklæring. Der står ikke noget om konsekvenser, hvis man ikke lever op til den, siger Jesper Rangvid.
Stats- og regeringscheferne fra G20-landene fandt ikke frem til en fælles strategi for at få verdensøkonomien på ret kurs, men er enige om at finde frem til en stabil økonomisk vej hver for sig.
Det mest konkrete bud er, at G20-landene lægger op til en halvering af budgetunderskuddene frem til 2013.
- Det er ikke specielt ambitiøst, for det er, hvad man forventede i forvejen. Det lever bare op til alle økonomiske fremskrivninger fra for eksempel IMF eller OECD, siger Jesper Rangvid.
Selvom Danmark ikke er repræsenteret i G20, så har det alligevel stor betydning for vores hjemlige økonomi. Både Tyskland, Frankrig og Storbritannien sidder med i G20 og præsenterer dermed EU.
- Vi sidder ikke med ved bordet, men hvis man bliver enig om store beslutninger i G20, så er EU med og dermed Danmark. Hvis man for eksempel var blevet enige om en bankskat, så gjaldt det også Danmark, siger Jesper Rangvid.
I en fælles erklæring lover regeringerne, at de ud over halveringen af statsunderskuddet også skal sikre en fortsat økonomisk vækst og stramme reglerne for risikable bankspekulationer.
Landene afviser til gengæld planerne om en global bankskat.
- Det er svært at træffe fælles beslutninger, for det er meget forskellige lande. Men man kunne da have håbet på en lidt mere håndfast og ambitiøs målsætning, siger Jesper Rangvid.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde