G7-lande støtter humanitære pauser i Gaza
G7-landenes udenrigsministre ser akut behov for hjælp i Gaza. De opfordrer til humanitære pauser.
Udenrigsministrene for G7-landene siger onsdag, at de støtter "humanitære pauser og korridorer" i den væbnede konflikt mellem Israel og Hamas - men landene afholder sig fra at opfordre til våbenhvile.
Det skriver AFP på baggrund af en fælles erklæring fra landene, efter de har holdt samtaler i Tokyo i Japan.
- Vi understreger behovet for akut handling for at imødegå den forværrede humanitære krise i Gaza, siger ministrene i erklæringen.
- Vi støtter humanitære pauser og korridorer for at facilitere det akutte behov for hjælp, de civiles mulighed for at flytte sig og løsladelse af gidsler, lyder det i erklæringen.
Udenrigsministrene lægger vægt på "Israels ret til at forsvare sig selv og dets folk i overensstemmelse med international lov, fordi det forsøger at forhindre en gentagelse."
Der henvises med dette til Hamas' overraskelsesangreb mod Israel den 7. oktober, hvor omkring 1400 israelere blev dræbt.
I erklæringen nævner ministrene også Iran, som både den islamistiske gruppe Hamas og den shiitiske gruppe Hizbollah er nære allierede med.
- Vi opfordrer Iran til at afstå fra at yde støtte til Hamas og fra at tage yderligere handlinger, der destabiliserer Mellemøsten, herunder støtte til det libanesiske Hizbollah og andre ikkestatslige aktører.
I stedet skal Iran bruge sin indflydelse på disse aktører til at deeskalere regionale spændinger, lyder det.
G7-gruppen består af USA, Japan, Tyskland, Storbritannien, Frankrig, Italien og Canada.
FN's Sikkerhedsråd er endnu ikke nået frem til en resolution om den nu månedlange konflikt.
Her vil USA også gerne opfordre til de "humanitære pauser", mens andre rådsmedlemmer kræver en decideret humanitær våbenhvile. En våbenhvile skal få hjælp ind i Gaza og forhindre flere civile dødsfald, lyder argumentet.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker