G7-lande vil igen forpligte sig til klimastøtte
G7-lederne og EU-Kommissionens formand stiller op til billede i det sydvestlige England, hvor der er topmøde. Foto: Patrick Semansky/Ritzau Scanpix
Patrick Semansky/Ritzau Scanpix
I 2009 lovede velstående lande årlig klimastøtte på 100 milliarder dollar. Det løfte vil G7 give igen.
Lederne af G7-landene vil søndag på ny forpligte sig at opfylde et gammelt løfte om 100 milliarder dollar årligt i klimastøtte.
Støtten skal gå til at hjælpe fattigere lande med at skære i CO2-udledningerne og modvirke global opvarmning.
Løftet skal gå hånd i hånd med en plan, som blev præsenteret lørdag, om at øge støtten til infrastrukturprojekter i fattigere lande.
Men flere grønne ngo'er er mindre imponerede over den ventede udmelding fra G7, som er et forum for syv af verdens dominerende økonomiske magter.
Blandt andet mener den britiske gren af Greenpeace, at landene blot "genopliver gamle løfter".
Ngo'en vil således "ikke tage noget for givet", før støtten rent faktisk er blevet givet.
G7 består af USA, Canada, Japan, Tyskland, Frankrig, Italien og Storbritannien.
- At beskytte vores planet er det vigtigste, vi som ledere kan gøre for vores folk, siger den britiske premierminister, Boris Johnson.
- Som demokratiske lande har vi et ansvar for at hjælpe udviklingslande med at høste frugterne af ren vækst gennem et retfærdigt og transparent system.
Mere velstående lande blev i 2009 ved COP15 i København enige om, at i 2020 skulle den årlige klimafinansiering til fattigere lande op på 100 milliarder dollar årligt svarende til omkring 615 milliarder kroner med dagens kurs.
Men det mål er ikke blevet nået.
Coronapandemien har været delvist medvirkende til at kaste grus i maskineriet, da klimatopmødet COP26 er blevet udskudt til senere i år. Det skal afholdes i den skotske by Glasgow.
G7-lederne ventes også at sætte mål om yderligere at skære i CO2-udledningerne blandt andet med tiltag om at skære meget i regeringsstøtte til fossile brændstoffer og mål om udfasning af benzin- og dieselbiler.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned