G7-ledere til Rusland: Nedtrap eller flere sanktioner

Rusland skal gøre sit for at nedtrappe situationen i Ukraine, anerkende den nye ukrainske præsident og ikke sende våben og soldater over grænsen til Ukraine. Ellers kan flere sanktioner blive konsekvensen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Sådan lyder en samlet besked fra lederne af syv af verdens førende industrinationer, G7-landene, til et møde i Bruxelles, som startede onsdag aften og slutter torsdag.

- Skulle der ikke være nogen fremskridt, bliver vi nødt til at overveje mulige sanktioner på det såkaldte fase tre niveau. For vi har ikke råd til en yderligere optrapning i Ukraine, siger Tysklands forbundskansler Angela Merkel efter G7-middagen.

- Det er vigtigt, at Rusland gør sit for at nedtrappe situationen i Ukraine og samarbejde med den nyvalgte ukrainske præsident. Det skal være muligt, siger hun.

I en erklæring fra G7-lederne står der, at lederne opfordrer Rusland til at trække alle sine tropper tilbage fra grænsen til Ukraine og til at bruge sin indflydelse blandt bevæbnede separatister til at få dem til at lægge sine våben og stoppe volden.

Rusland er ikke selv med til mødet, da G7-landene til en hasteindkaldt samling i Haag i marts besluttede at ekskludere landet fra G8-gruppen efter Ruslands annekteringen af Krim-halvøen.

Flere af lederne mødes igen fredag til et stort arrangement i Normandiet på 70-årsdagen for D-dag. Her vil den russiske præsident, Vladimir Putin, også deltage.

Onsdag sagde Putin til fransk tv TF1 ifølge nyhedsbureauet AFP, at han ikke har planer om at undgå nogen, som svar på, om han vil mødes med den nyvalgte ukrainske præsident, Petro Porosjenko, som også kommer.

I alt 17 statsoverhoveder vil være til stede.

Merkel siger til pressemødet efter G7-topmødet, at gruppen af de syv førende industrilande vil fortsætte med at vurdere situationen i Ukraine og drøfte den, som den udvikler sig, efter møder med både Putin og den ukrainske præsident de kommende dage.

Det er Tyskland, USA, Storbritannien, Frankrig, Italien, Canada og Japan der udgør G7. EU er ikke officielt medlem, men deltager i møderne. EU-Kommissionens formand, José Manuel Barroso, og EU-præsident Herman Van Rompuy er vært for mødet i Bruxelles.

/ritzau/