Udenrigsministrene fra G8-landene beder styret i Iran om at respektere demokrati og ytringsfrihed i efterspillet efter det omstridte præsidentvalg.
Verdens førende industrilande opfordrer efter det omstridte præsidentvalg i Iran til, at det iranske styre garanterer, at det iranske folks vilje afspejler sig i valgprocessen.
Udenrigsministrene fra de førende industrilande i G8-samarbejdet udtaler fra et møde i Italien, at Iran bør respektere demokrati og grundlæggende menneskerettigheder, herunder ytringsfriheden.
G8-ministrene mener, at Iran bør løse krisen efter valget gennem demokratisk dialog - og med fredelige midler.
Myndighederne tildelte præsident Mahmoud Ahmadinejad sejren efter valget den 12. juni, men oppositionen klager over svindel og har gennemført omfattende demonstrationer, som styret har slået ned på med hård hånd.
G8-landene giver samtidig udtryk for dyb bekymring over det iranske atomprogram og risiko for spredning af atommateriale. Ministrene opfordrer Iran til at følge internationale henstillinger og fastslår, at der må kunne findes en diplomatisk løsning på denne konflikt.
G8 appellerer til Israel og palæstinenserne om at genoptage fredsforhandlingerne på basis af den såkaldte køreplan for fred. De forlanger af Israel, at udbygningen af jødiske bosættelser på besat område indstilles.
G8-landene samles til topmøde i Italien om to uger.
/ritzau/Reuters
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde