G8-landene kræver reformer af Karzai

Lederne for verdens rigeste industrilande, G8 der har holdt topmøde i Toronto i Canada, kræver at den afghanske præsident Hamid Karzai inden fem år får styr på sit land og genopretter sikkerheden i landet.

G8-landene kræver også øget bekæmpelse af korruption og narkotikahandel, en øget indsats for at forbedre menneskerettighederne, en reform af retsvæsnet og at de offentlige tjenester styrkes.

De kræver også, at der gennemføres ændringer i valgloven og at det sker før valget til Afghanistans nationalforsamling, der holdes i september.

Storbritanniens premierminister David Cameron understregede på lørdagens G8-møde, at briternes støtte til krigen trækkes tilbage, hvis Karzai ikke foretager en kraftanstrengelse i kampen mod korruption og indfører reformer i det afghanske valgsystem.

Præsident Barack Obama understreger, at man har nået et vendepunkt i Afghanistan.

- Det er af afgørende betydning. at vi bidrager med alt, hvad vi kan, for at opnå dette, sagde Obama på en pressekonference efter G8-mødet.

Før G8-mødet åbnede advarede David Cameron om, at de britiske styrker ikke vil blive i Afghanistan til evig tid.

- Vi har været der i ni år og kan ikke blive der i yderligere fem, sagde han.

/ritzau/Reuters

G8-landenes ledere giver for første gang Hamid Karzai en klar tidsfrist og kræver konkrete initiativer fra den afghanske præsident.

Offentliggjort Sidst opdateret